Nyhedsbrev

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Artikler med:

Nyeste artikler

Julehjælp i en svær tid: Bilka donerer overskudsvarer til udsatte borgere

Af Emil Kjær Jørgensen

For de fleste er julen hjerternes fest. Men for tusinder af danskere rundt omkring i landet er julen også forbundet med store bekymringer over, hvordan pengene til den store aften skal findes.

Derfor donerer Bilka Skalborg i år overskudsmad- og varer til Nordjysk Fødevareoverskud – en lokal organisation, som gør en forskel for både miljø og udsatte mennesker ved at indsamle og fordele fødevarer til økonomisk trængte familier.

Det skriver Bilka i en pressemeddelelse.

Juleglæde for hårdt ramte familier

Juleaften nærmer sig, og i de fleste danske hjem er det en glædelig tid med store forventninger, hvor man køber gaver til sine kære, pynter op og planlægger julemenu til den helt store guldmedalje.

Men sådan ser det ikke ud for alle. Julen kan være forbundet med svære følelser, bekymringer og usikkerhed for de danskere, der kæmper økonomisk eller befinder sig i sårbare livssituationer. Og det er kun mere aktuelt i år, hvor de stigende leveomkostninger sætter mange økonomier under pres.

Derfor donerer Bilka Skalborg op til jul overskudsvarer til udsatte familier og trængende borgere gennem Nordjysk Fødevareoverskud. På den måde håber Bilka på at kunne sprede juleglæde hos hårdt ramte familier og enlige i en svær tid. Hos Nordjysk Fødevareoverskud bringer udsigten til at modtage og fordele overskudsvarerne stor glæde.

”Både til jul og resten af året er Bilkas donationer afgørende for, om vi har nok mad til alle de mennesker, der har brug for en håndsrækning.

Det betyder, at modtagerne får mere frihed i deres økonomi, så der for eksempel kan være penge til, at børnene får en julekalender eller en gave. Det er fantastisk, at vi kan bidrage med en hjælpende hånd til dem, der har brug for det,” siger Frederik Boje, daglig leder i Nordjysk Fødevareoverskud.

Julehjælp i en svær tid: Bilka donerer overskudsvarer til udsatte borgere

Et langt og udbytterigt samarbejde

Hos Bilka Skalborg finder varehuschef Søren Brunsgaard stor mening i at være med til at gøre juletiden bedre hos en række udsatte danskere. Han har nemlig i fællesskab med sine ansatte valgt, at det netop er Nordjysk Fødevareoverskud, der skal modtage årets juledonation. Det kan være alt fra frugt, grønt og kød til juleslik, småkager og andre godter, der ikke kan nå at blive solgt inden julens lukkedage.

”Hvert år finder mine medarbejdere og jeg stor glæde i at kunne donere overskudsmad til lokale borgere, der mangler. Men det gælder særligt i år, hvor så mange familier er under økonomisk pres. Bilka Skalborg har et langt og udbytterigt samarbejde med Nordjysk Fødevareoverskud, og det gør os meget stolte, at vi i fællesskab kan gøre en forskel for lokalsamfundet og samtidig bekæmpe madspild,” siger Søren Brunsgaard, sektionschef i Bilka Skalborg.

Julekort skal sikre 60.000 måltider til udsatte familier

Siden november har Bilkas kunder haft mulighed for at købe julekort for 20 kroner, der ubeskåret går til FødevareBanken. FødevareBanken arbejder hver dag for at bekæmpe madfattigdom i Danmark ved at uddele frisk overskudsmad ud til organisationer, der arbejder med udsatte børn, unge og vokse.

For hvert købt julekort fordobler Bilka beløbet, så der samlet doneres 40 kroner per kort. Bilka forventer i år, at donationskortene vil være med til at sikre 60.000 måltider til udsatte familier. Et julekort svarer til 12 måltider.

Det er tredje år i træk, at Bilkas 18 varehuse op til jul donerer overskudsmad og -varer til lokale foreninger, som de selv har valgt. Og det er noget, der bringer masser af stolthed, fortæller Bilkas direktør Mark H. Nielsen:

”I alle Bilkas varehuse er det en selvfølge at give tilbage til lokalsamfundet, hvor man kan. Derfor går vi for tredje år i træk sammen med lokale foreninger fra hele Danmark for at give udsatte borgere og familier den jul, de fortjener. Det gør både mig og alle Bilkas medarbejdere utroligt stolte, at vi kan være med til at gøre en forskel på den måde,” siger Mark H. Nielsen, der er direktør i Bilka.

De varer, som Bilka Skalborg donerer til Nordjysk Fødevareoverskud, udløber i julens lukkedage. Dermed er donationerne med til at forebygge madspild hos varehusene, der også i hverdagen gør et stort arbejde for at mindske og forebygge madspild. Det gøres blandt andet gennem større fokus på lagerstyring, dag-til-dag leveringer, nye IT-systemet i varehusene, madspildskølere og faste donationer til FødevareBanken til jul, påske og pinse i alle varehuse.

Bilka arbejder målrettet i hele værdikæden på at nedbringe madspild og har et mål om at halvere det totale madspild inden 2030. Med en madspildsreduktion på 37,5 procent siden 2015 er de godt på vej.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag