Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Julehjælp fra føtex: Giver overskudsmad væk juleaften

Af Michael Qureshi

Mens de fleste landet over vågner lidt sent og hygger derhjemme juleaftens-morgen, så bliver der nok helt ekstraordinær kø foran føtex-butikken i Slotsgade i midtbyen.

Den 24. december fra klokken 9.00 uddeles der overskudsvarer til familier, som har brug for en ekstra håndsrækning i julen. Det sker i seks store føtex-butikker landet over.

Overskudsvarerne er mad, som ikke er blevet solgt, når føtex lukker butikken den 23. december, og som ikke kan holde sig til efter juledagene.

Juleaftens-morgen bliver maden delt ud i poser efter først-til-mølle, eller indtil alt er delt ud. Det skriver Dansk Supermarked, som ejer føtex-kæden, i en pressemeddelelse.

Vil gøre en forskel for familier

I Aalborg bliver det føtex i Slotsgade.

“Der er en stor glæde ved at kunne give noget videre til andre. Vi ved, at det kan være med til at gøre en reel forskel for nogle familier, at de får lidt ekstra hjælp her i juledagene, og kan vi i føtex være med til at sikre, at de får en rigtig glædelig jul, så er det jo det hele værd,” siger føtex’ direktør, Thor Jørgensen.

Han opfordrer folk til at respektere, at maden går til dem, der har allermest brug for det, da føtex ikke på forhånd kan garantere, hvor meget mad, der er at dele ud, eller om der blandt madvarerne vil være de klassiske julevarer.

Medarbejdere glæder andre

Til at uddele overskudsvarerne har føtex-medarbejdere fra hele landet meldt sig frivilligt til at give en hjælpende hånd. Faktisk har flere af dem været i gang i flere timer med at sortere og pakke varerne, så de kan stå klar med juleuddelingen den 24. december.

Den store interesse for at træde til glæder føtex-direktøren, der også selv vil give en hånd med i føtex i Vanløse.

“Jeg er virkelig stolt over, at så mange kolleger vælger at bruge deres fridag på at glæde andre. Fra vi lukker butikkerne den 23. december og indtil den allersidste pose er delt ud, vil vi gøre, hvad vi kan for, at sprede lidt ekstra juleglæde blandt alle, der møder op,” siger Thor Jørgensen.

Lokalt initiativ er blevet landsdækkende

Juleuddelingen af overskudsvarer startede sidste år som et lokalt initiativ i føtex Vanløse, hvor varehuset oplevede en overvældende interesse og decideret lovestorm på Facebook.

I år er erfaringerne fra Vanløse så brugt til at brede juleinitiativet ud i hele landet, hvor over 50 føtex-butikker donerer overskudsmad, som deles ud i seks byer: Aarhus, Aalborg, Vejle, Odense, Vanløse og Albertslund.

Om føtex’ juleuddeling den 24. december

  • Uddelingen sker i seks føtex-butikker fordelt over hele landet: Slotsgade i Aalborg, Frederiks Allé i Aarhus, Nørregade i Vejle, Vesterbro i Odense, Vanløse Torv i Vanløse og Nordmarks Allé i Albertslund.
  • Overskudsvarerne er doneret fra i alt 57 føtex-butikker.
  • Maden bliver delt ud i poser efter først-til-mølle eller indtil alt er delt ud. Tidspunkt kan variere fra varehus til varehus. Se tidspunkt for uddeling på føtex-varehusets lokale Facebook-side eller i den enkelte butik.
  • Overskudsvarerne er mad, som ikke er blevet solgt, når føtex lukker butikken den 23. december, og som ikke kan holde sig til efter juledagene.
  • føtex kan ikke på forhånd garantere, hvor meget mad, der er at dele ud, eller om der er blandt madvarerne vil være de klassiske julevarer.
  • føtex opfordrer folk til at respektere, at maden går til dem, der har brug for en ekstra håndsrækning i julen.
  • føtex-butikkerne lukker den 23. december kl. 21.00 og holder lukket 24-26. december. føtex åbner den 27. december kl. 8.00. føtex food convenience holder åbent i juledagene.

Del artikel

Andre læser også