Den gode gamle jul: I dag åbnede ny julebutik i Aalborg

Du finder nok ikke et sted i byen, hvor julestemningen er mere nostalgisk end hos Aalborg Historiske Museum.
I dag slår de endnu engang dørene op til deres storslåede julebutik, hvor klassisk julepynt møder det moderne, og man hellere end gerne må gå og blive lidt melankolsk, når englespillene cirkulerer, og Brammings kravlenilser hilser ned fra væggen.
Igen i år bugner hylderne af julepynt fra bedstefars barndom og supermarkedernes syntetiske slik og masseproducerede julekugler er oppe imod bukke af halm, sprællemænd og smukke pap-julekalendere.
Træd ind i en anden tid
Der er med andre ord kælet for alle detaljer, og fra og med i dag kl. 10 kan du også få et kig ind i fortiden, hvor juletræet allerede nu byder velkommen.
Julebutikken er et mekka for samlere, børnefamilier og ikke mindst unge, der trænger til at skifte nordic winter design ud med den gode, gamle danske jul.
”Vi gør meget ud af at skabe den gammeldags julestemning, så der er selvfølgelig pyntet op på gammeldags vis med juletræ og med traditionelt julepynt som store stjerner og flettede julehjerter.
Pynt, som butikker og stormagasiner var pyntet med førhen, men som er knap så brugt i dag. Vi vil gerne give kunderne en oplevelse af at træde ind i en tid, hvor den gode, gamle jul stadig findes, siger Vibeke Hvass Mølbak, butiksansvarlig hos Aalborg Historiske Museum.
Endnu flere samleobjekter
Igen i år er der fyldt med glaspynt fra Brink Nordic, der fås i mange forskellige variationer; lige fra klassisk julestil som tromme, flettet hjerte og dannebrogsflag til mere moderne ornamenter som en pølse- eller campingvogn.
“Folk er allerede begyndt at komme forbi for at se, om vi har noget, som de ikke har i forvejen. Hvert år kommer der nye designs – i år har vi for eksempel fået nissetræsko og skøjter.
Glaspynten fra Brink Nordic er efterhånden blevet et samleobjekt hos mange,” fortæller Vibeke.
På toppen af juletræet, der er placeret midt i butikken, sidder der ikke den traditionelle stjerne, men i stedet en stork i papir.
Sådan er det med meget af pynten i museet. Noget er udsprunget af så ældgamle traditioner, at vi måske hverken har hørt eller læst om det.
Renæssance-gløgg
Foruden julepynt fra gamle dage, så er det også muligt, at mere eksotiske julevarer som eksempelvis Lutendranck. Det er en frisk og krydret gløgglignende drik fra renæssancen, som kan serveres varm eller kold.
Ordet Lutendranck stammer oprindeligt fra plattysk og betyder afsiet, krydret vin.
Opskriften på denne juledrik har sin oprindelse fra middelalderen, og den indeholder et af datidens meget populære krydderier, nemlig paradiskorn. Det stammer fra Vestafrika, og drikken var derfor ganske eksotisk og kun for det bedre borgerskab.
Køber man julepynt eller Lutendranck på museet, får man også noget andet, som ikke fås i almindelige butikker.
Historien følger nemlig med udvalgte varer – for eksempel julebukkene af halm, Helligtrekongerslysene og føromtalte Lutendranck.
Åben hele julen
Man kan opleve den gamle, nostalgiske jul i museets julebutik fra tirsdag 2. november, og man finder den i Algade 48 ved Budolfi Plads – kun ganske få meter fra det store, traditionsrige julemarked på Gammeltorv.
Men kan man ikke vente, så er der allerede nu udvalgte julevarer i museets webshop – blandet andet Brammings kravlenisser, englespil, en sådan-fletter-du-julehjerter-bog samt det populære glaspynt fra Brink Nordic.
Den finder man her.
Åbningstider for julebutikken:
November: Tirsdag-lørdag kl. 10-17
December: Mandag-lørdag kl. 10-17.30