Wildebeest har lige lanceret juleburgere: Vi har testet dem
Det er ikke nogen hemmelighed, at vi her på redaktionen er vilde med alt, der har med jul at gøre.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi er vilde med alt, der har med burger at gøre.
Så hvad sker der, når en lokal restaurant melder ud, at de går all in på årets julemenu og opgraderer deres i forvejen lækre sliders til udgaver, der er selveste Julemanden værdig?
Vi er selvfølgelig på pletten.
Især fordi vi sidste år stadig havde deres slider, Apple Slices, i baghovedet.
En slider med top af æbleskive; dog ikke et nyt “koncept” på Wildebeest Gastropub, hvor best selleren Normandy Flapjack‘s top siden åbningen har bestået af en pandekage med flødeostcreme.
Det er heller ikke noget nyt, at Bæstet udvikler nye sliders til hver sæson – men vi glædede os alligevel især til at se, hvad årets juleinficerede menu bestod af denne gang.
Dansk julemad i islandske rammer
Wildebeest kunne afsløre hele tre nyheder på menukortet: Sæsonens slider, Sankt ANDreas samt Fondant a la mande.
Sæsonens slider bestod af flæskesteg med brombærkompot, rødkål, kartoffelchips, brøndkarse og mayonnaise. En række ingredienser, som den julemadglade dansker i den grad kan godkende.
Gastropubben på Østerbro er ellers kendt for at have bragt Islands velsignede bud ind i Aalborg.
Restauranten blev nemlig åbnet af den islandske familie, Gudbergsson, tilbage i 2016. Familien havde tidligere erfaring fra restaurantionsbranchen på Island og drømte om at introducere gastropubkonceptet for aalborgenserne – men julemenuen er alligevel blevet holdt i den danske julesmag.
“Vi har holdt os til det danske i denne omgang, da vi ikke var sikre på, at danskerne kunne klare den islandske mad, som kæst skata – fermenteret rokke – vi traditionen tro spiser d. 23. december,” fortæller Gudmundur Gudbergssonmed et smil.
Og selvom fermenteret rokke da også lyder interessant, så var vi nu alligevel ret begejstrede for, at valget denne gang faldt på den danske udgave af julen.
Dette gjaldt også den anden slider Sankt ANDreas, med braiseret and, grønkål, citron/appelsin-kompot, græskarpuré, saltede hasselnødder, marineret æble og brøndkarse.
Det kunne tydeligt smages, at der er lagt mange tanker bag begge sliders og sammensætningen af ingredienserne, er intet mindre end geniale.
Man kunne ligefrem gå på opdagelse gennem de mange lag af råvarer, og ind i mellem var vi nødt til at udbryde til hinanden: “Det her smager godt! Hvad var det nu, det var … ?”
Smagsnuancerne var med andre ord lige til at bryde ud i julesang over, og her gav sæsonbetonede råvarer virkelig mening. Sæsonen for og smagen af jul.
Revolutionrende juledessert i nye klæder
Aftenens helt store vinder blev dog (overraskende nok) ikke én af de to jule-sliders. Derimod løb sæsonens nye dessert, fondant a la mande, af med aftenens førsteplads.
Vi kan vist godt tillade os at kalde desserten revolutionerende på den aalborgensiske desserthimmel. Den smukke anretning bestod nemlig af chokolade fondant, ris a la mande-iscreme, kirsebærsovs og et perfekt chokoladejuletræ – som stjernen på toppen.
Man kan måske fristes til at tænke, at ris a la mande-is da i bund og grund ikke lyder så revolutionært – og er det måske endda lidt blasfemisk at begynde at eksperimentere ved så legendarisk en juledessert? Men … I dette tilfælde er der kun én ting at sige: JA!
De fleste har vel, gennem deres juletid, været igennem flere ris a la mande-oplevelser? Nogle rammer plet, mens andre kan forekomme både tynde og smagløse.
Netop denne her udgave af ris a la mande smagte – og vi citerer – som “den helt ægte vare”. Der var slet ingen tvivl om, at den kolde kugle af ris a la mande, der havde fundet vejen til vores tallerken, smagsmæssigt kunne godkendes af selv den mest perfektionistiske bedstemor.
At den blev akkompagneret af en lavine af flydende chokoladefondant, gjorde bestemt ikke begejstringen mindre. Så er det altså i orden at “rode i historien”.
Der bliver i hvert fald ikke noget brok fra os, hvis en kopi af denne dessert blev serveret på årets julebord. Og skulle der være julesliders til forret, er det også heeeeeeelt okay!
Du kan booke bord til årets julebord på Wildebeest lige her.