Sneak peek på Jul i Zoo: Julemanden har fået nye underjordiske julegemakker
Den magiske juletid nærmer sig, og i morgen åbner Jul i Zoo med en særlig overraskelse i haven.
Den vaskeægte Julemand er nemlig igen blevet forflyttet – denne gang til helt nye julestuer under jorden ved søløverne. Det nye sted hedder “Lykkeskoven”.
Når man træder ind, mødes man straks af et magisk, blødt lys, der på bedste vis giver følelsen af at træde direkte ind i Julemandens verden.
Den underjordiske gang er i år blevet pyntet efter alle kunstens regler, og ifølge Julemanden har man forsøgt at skabe stemningen af en nostalgisk jul på sit allerbedste.

En varmere fornøjelse i år
Mens man bevæger sig gennem juletunnelen, møder man alt fra isbjørne og isdyr til et troldelandskab og ikke mindst søløver og pingviner, der nysgerrigt kigger ind.

For enden af tunnelen møder man så selve Julemanden, der er ekstraordinært tilfreds med sin placering i år. De andre år har nemlig været en noget kold fornøjelse.
“Da jeg sad i julekuglen oppe ved Savannen, kunne man måske tro, at der var dejlig varmt – men det var ikke tilfældet,” siger Julemanden med et ho-ho-ho.
“Der blev pustet atmosfærisk luft direkte ind i kuglen, så hvis der var minusgrader udenfor, blev det blæst direkte ind på mig. Det var lidt koldt.”

I år er der altså både trækfrit og overdækket, så alle verdens børn kan få lov at kigge forbi uden at fryse kinderne.
Mød Julemanden hver dag
Udover Julemandens nye hjem er der også andet nyt til børnene.
Helle Justesen fra Aalborg Zoo fortæller:
“I år har vi gjort ekstra meget ud af, at børnene kan få en masse gode oplevelser.
For eksempel er der Pongos Juleshow på Zoofariscenen, hvor man kan møde Snedronningen og opleve et magisk jule-ildshow samt senere julekoncerter.”

Programmet for Jul i Zoo er allerede offentliggjort, så du kan planlægge dit besøg ud fra, hvad I har lyst til at opleve.
Julemanden kan dog mødes hver eneste dag, Jul i Zoo kører, fra 15:00 til 19:00.
Børn er velkomne til at remse deres ønskeseddel op, høre det legendariske “ho-ho-ho” med deres egne ører eller blot kigge på den joviale mand på behørig afstand.