Oplev det helt gratis: Blomster Jonas pynter Jens Bangs Stenhus
Ifølge Nordjyske Museer handlede det om både talent og kendisfaktor, da de tidligere på året inviterede Aalborgs darling, Jonas Jensen, til at påtage sig en særdeles speciel opgave: Udsmykningen af en ældgammel dame.
Og ingen opgave er for stor for Jonas Jensen. Heller ikke selvom damen er omkring 20 meter høj.
Der er selvfølgelig tale om Jens Bangs Stenhus, der i denne weekend kan fejre 400 års fødselsdag.
I den anledning åbner huset dørene for offentligheden, og på lørdag den 31. august kan man opleve aktiviteter fra kælder til kvist.
Svært at pynte en fredet bygning
Et af dagens store højdepunkter bliver den historiske opgang, som fører gæsterne fra den nye museumsbutik helt op til apotekersamlingen i husets øverste etage.
Jonas Jensen har tilbragt det meste af dagen med at pynte opgangen — en opgave, som ligger lige til højrebenet for ham — så turen til tops bliver en ekstra festlig oplevelse.
“Jeg er utrolig stolt over at have fået denne opgave.
Det viste sig faktisk at være en større udfordring, end jeg først havde regnet med, fordi bygningen er fredet, hvilket begrænser, hvad man må gøre,” siger han med et grin.
“I begyndelsen syntes jeg ikke, at det historiske aspekt var så interessant, men da jeg først kom i gang og hørte alle de små detaljer om, hvordan folk levede og pyntede dengang, blev jeg virkelig fanget af det,” indrømmer han.
Temaet for udsmykningen er en kreativ blanding af, hvad der overhovedet kunne lade sig gøre i en fredet bygning, kombineret med fortællingerne om de krydderier og grøntsager, der blev bragt til Aalborg i den periode.
Genbrug og grene – fra mors have
Som altid er Jonas Jensen ikke bleg for at genbruge pynt fra sin egen samling, og han tager gerne alle tænkelige kreative metoder i brug.
“Mine forældre kom hele vejen fra Tversted i går med de grene, jeg har brugt til dekorationen.
Min mor er meget stolt over at kunne bidrage til sådan et smukt projekt,” fortæller han, mens han omhyggeligt fletter blomster ind i grenene.
Oplev det gratis på lørdag
På lørdag er alle velkomne i huset, der blandt andet vil byde på rundvisninger hvert kvarter.
Rundvisningen indbærer et kig forbi apotekersamlingen på tredje sal, som er prydet med 350 år gammelt apoteksinventar.
Du får også en unik muligheden for, at se Christian Den Fjerdes Laugs lokaler, som normalt ikke er åbent for offentligheden.
Vær opmærksom på, at der er et begrænset antal pladser, hvor der uddeles gratis billetter i den nye museumsbutik i stueetagen efter først-til-mølle-princippet.
Du kan læse mere om den store fejring lige her.