Fortsat forsvundet: Nordjyllands Politi leder stadig efter Jesper

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Nordjyllands Politi efterlyste 9. oktober 2020 den 47-årige Jesper Møller Jensen fra Aalborg Øst. Siden har familien ikke set ham, og politiet efterforsker fortsat i sagen. Har du informationer i sagen, så ring 114.

”Vi har siden vores første efterlysning modtaget flere henvendelser fra borgere – dem har vi arbejdet videre med,” fastslår lederen af politiets efterforskning, politikommissær Michael Karstenskov.

Nordjyllands Politi har på baggrund af borger-henvendelserne blandt andet gennemset en del videoovervågning og foretaget afhøringer samt afsøgt forskellige områder, for eksempel har der også været dykkere i Limfjorden.

”Desværre har vores eftersøgning ikke båret frugt indtil nu, og derfor ønsker vi fortsat hjælp fra offentligheden. Ring til os på 114, hvis du set Jesper eller har andre informationer i sagen,” opfordrer Michael Karstenskov.

Politiet ved, at Jesper Møller Jensen fredag d. 9. oktober 2020 kørte fra Gistrup og efterlod sin metalgrå Skoda Fabia på Gammel Strandvej i Aalborg, ligesom man tidligere har frigivet oplysninger om, at han tidligere har boet i det område.

Jespers signalement er: mand, 47 år, 185 – 190 cm høj med mørke briller, spinkel af bygning, langt mørkt hår muligvis sat i hestehale, var iført mørkegrøn sweatshirt og blå cowboybukser, gik i sorte clogs gummisandaler.