Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Match blev stor succes: Jeppe fra SURFMORE fik erfaren iværksætterprofil som mentor

Af Nathalia Hentze Nielsen

Jeppe Thomsen har altid haft et tæt forhold til havet.

Med en opvækst ned til fjorden i Skive lå det lige til højrebenet at dyrke vandsport og i Jeppes tilfælde var det især surfing og SUP, der fangede opmærksomheden.

Efterhånden begyndte han og en kammerat at undre sig over, hvorfor der var så få der surfede, og det blev startskuddet til en surfskole, der voksede i både popularitet og størrelse.

“Vi fik forbandet travlt med at undervise og løb virkelig efter vores passion. Mange af dem vi underviste begyndte at spørge, hvor de kunne købe gode paddleboards, og det var på baggrund af det, at vi startede en virksomhed, der lavede surf-udstyr,” fortæller Jeppe Thomsen.

Surfskolen blev grundstenen til SURFMORE, en surfing og SUP virksomhed, som har været flyvende siden sin spæde start i 2018. Fra kun at tilbyde ét produkt har surf-virksomheden nu et sortiment på 150 produkter, et kontor i hjertet af Aalborg, og de er gået i gang med at ekspandere til Sverige og Norge.

Virksomhedens rejse lyder umiddelbart som et blueprint på iværksættersucces, så hvorfor valgte Jeppe Thomsen at henvende sig til BusinessAalborg og tage imod iværksættertilbuddet StartUp Club? 

Match blev stor succes: Jeppe fra SURFMORE fik erfaren iværksætterprofil som mentor

Et skridt af gangen

Da vi spørger ind til Jeppe Thomsens beslutning om at henvende sig til BusinessAalborg, svarer den 28-årige iværksætter ærligt, at han ikke havde den fjerneste viden om, hvad man kunne bruge kommunens tilbud til.

Faktisk var det en god kammerat, der foreslog, at han kontaktede dem efter, at virksomhedens planlagte ekspandering til Sverige og Norge viste sig at være mere kompleks end, han troede.

“Vi startede virksomheden i en gammel 20 fods container og lærte alting fra bunden. I dag har vi omkring 150 varenumre og på den gode side af 25 forskellige leverandører.

Vi har taget et skridt af gangen og har forsøgt at arbejde med tingene uden at gabe over for meget. Vi er gået fra at sende et par hundrede pakker om året til at sende en håndfuld tusinde årligt. Det har krævet øget tilgang til logistik og håndtering.

Det næste naturlige skridt for os var at ekspandere til resten af Skandinavien, og vi måtte konstatere, at det ikke har været helt så nemt, som vi troede. Det fede ved at være iværksætter er, at man bliver klogere, og her har BusinessAalborg og Kasper været en kæmpe hjælp,” forklarer Jeppe Thomsen om udfordringen.

Kasper er helt specifikt Kasper Porsmose Hansson, der er iværksætterkonsulent hos BusinessAalborg, men ringer navnet en klokke er der en god chance for, at det er grundet hans egen iværksætterrejse som medstifter af kæmpe successen Karma Sushi.

Match blev stor succes: Jeppe fra SURFMORE fik erfaren iværksætterprofil som mentor

Mentor og stærk sparringspartner

En del af BusinessAalborgs iværksættertilbud er bl.a. individuel vejledning, hvor iværksætteren matches med en erfaren konsulent, der kan hjælpe dem med alt fra finansiering til salg, digitalisering, jura og markedsføring.

Kasper Porsmose Hanssons spidskompetencer er koncept- og forretningsudvikling, og han viste sig at være det perfekte match for Jeppe Thomsen. Via et “Sæt Mål” forløb hjalp konsulenten Jesper med at sætte nogle konkrete mål og få styr på interne processer i virksomheden.

Samarbejdet har haft en kæmpe betydning for SURFMORE’s udvikling, men bestemt også for Jeppe personligt.

“Mit samarbejde med Kasper har været stærkt og udbytterigt. Jeg har haft store glæde af det, og han har været en klippe i måde, jeg tænker, sparrer og udvikler på.

Han er en stærk business profil, og han har evnet at forstå min forretning, selvom han intet kendskab har til surfing. Grundlæggende set er han blevet min mentor og en stærk sparringspartner, som jeg klinger utroligt godt med.

Jeg synes i høj grad, at BusinessAalborg er lykkedes med et rigtigt godt match, og jeg har fået så meget ud af det som iværksætter,” fortæller Jeppe Thomsen og fremhæver de forskellige fokuspunkter de har arbejdet på – fra strategiske møder om, hvordan virksomheden skulle rykke sig til differentiering ift. konkurrenter og opfølgning på målsætninger.

Match blev stor succes: Jeppe fra SURFMORE fik erfaren iværksætterprofil som mentor

En lys fremtid

Skaleringen til Sverige og Norge er ikke det eneste punkt, der er blevet arbejdet på det seneste år hos SURFMORE; der har været godt gang i butikken, og det har betydet et øget fokus på deres serviceniveau.

“Flere danskere dyrker udendørsaktiviteter på kryds og tværs. Jeg tør ikke sige, om det er corona, men vi har hvert fald mærket øget interesse hos os – både når det gælder SUP, men også vinterbadning.

Derfor har vi brugt mange kræfter på at kigge på, hvordan vi opretholder vores høje serviceniveau, og så har vi også valgt at begynde at distribuere produkter fra andre, internationale brands for at kunne tilbyde vores kunder endnu mere fedt kvalitetsudstyr til overkommelige priser,” siger Jeppe Thomsen.

Og hvad med samarbejdet med Kasper?

“Mit samarbejde med Kasper strækker sig udover vores tre måneders forløb. Han er en stærk relation, en stærk spiller og er blevet en sparringspartner for mig i virksomheden,” fortæller han afslutningsvis.

Læs mere om SURFMORE her.

Går du selv med en spirende iværksætteridé, så læs mere om StartUp Clubs tilbud her.

Del artikel

Andre læser også