Efter misforståelser: Jensens Bøfhus er ikke lukket
En af de helt store historier i sidste uge var meldingen om, at Jensens Bøfhus lukker – for at blive overtaget af Bone’s.
Selvom lukningen er god nok, så har nyheden fået mange til at tro, at Jensens Bøfhus allerede er fortid på den danske madscene.
Men det er langt fra sandheden.
Derfor har Jensens Bøfhus set sig nødsaget til at melde ud, at de altså ikke er lukket – endnu.
“Vi vil gerne slå helt fast, at vores restauranter ikke lukker. De 12 aktive Jensens Bøfhus-restauranter bliver efter planen overtaget af Bone’s fra primo december 2025.
Der er endnu ikke fastsat en præcis dato for den endelige ombygning eller overgang,” skriver de i et Facebook-opslag.
Hvornår lukker de så?
Nyheden om lukningen har også fået den landsdækkende kæde til at lave en FAQ på deres hjemmeside, hvor folk kan få svar på de mest stillede spørgsmål.
Her er et af de mest interessante punkter helt klart svaret på spørgsmålet om, hvornår Jensens Bøfhus lukker sin sidste restaurant:
“Der er ikke fastsat en dato endnu, men vi forventer at have Jensens Bøfhus restauranter i hele 2026”, lyder det på hjemmesiden.
Det er altså ikke lige med det samme, at vi må vinke farvel til frokostbøffer, softice ad libitum og de velkendte saucer.
“Indtil ombygningen finder sted, fortsætter vi helt som normalt som Jensens Bøfhus – med samme service, samme menukort og samme gode oplevelser, som vores gæster kender. Vi glæder os til fortsat at byde jer velkommen hos Jensens Bøfhus,” afslutter de opslaget med.
i Aalborg finder du Jensens Bøfhus i både City Syd og helt centralt ved Nytorv.