Efter stort karriereskifte: Joan og Caroline følger iværksætterdrømmen
Livet er bestemt ikke snorlige – hverken når det kommer til uddannelse eller karriere.
Selvom det kan være skræmmende at tage en chance og springe ud i noget helt nyt, kan det også vise sig at være en kæmpe gave.
Det kan de to aalborgensiske iværksættere Joan Kold Andersen og Caroline Hedemann skrive under på.
Duoen, der ejer JC Design & Print, har de seneste år taget flere livsændrende beslutninger, som har styrket deres sammenhold og ikke mindst virksomhedens fundament.
Nu står de med en sund forretning, loyale kunder og ikke mindst et venskab, der driver lysten.
Et godt makkerpar
Lad os først skrue tiden nogle år tilbage, da de to unge kvinder stod overfor et af livets nok største valg: uddannelse.
For Joan, der altid har haft hænderne skruet rigtigt på, lå det lige til højrebenet, at hun skulle uddanne sig som tømrer.
“Men jeg har sindssygt meget højdeskræk, så jeg blev nødt til at finde på noget andet,” fortæller hun og griner.
I stedet valgte hun maleruddannelsen, men for at det ikke skal være løgn, brækkede hun skulderen og måtte igen gentænke sin karrierevej.
“Jeg tog uddannelsen som skiltetekniker i stedet, og der var rigtig mange ting, som faldt på plads for mig,” siger Joan, der fremhæver hvordan jobbet kombinerer hendes kærlighed til håndværk med design.
Hun blev færdiguddannet i 2016, og få dage efter diplomet var i hånden, havde hun allerede startet sit første skiltefirma i faderens garage.
Ordrerne væltede ind i en sådan grad, at hun kunne rykke ind i et større lokale på Gørtlervej, og snart manglede hun ekstra hænder. Efter en fodboldtræning hev hun fat i holdkammeraten Caroline og spurgte om ikke, hun ville have et studiejob.
Det sagde, Caroline ja til, selvom hun ingen erfaring havde med hverken skilte eller design. Faktisk var hun i gang med at læse til lærer.
“Først ville jeg gerne være politibetjent, men på grund af en maveoperation måtte jeg gå en anden vej. Derfor valgte jeg læreruddannelsen og tog kurser i kost og træningsvejledning ved siden af. Min plan var egentligt, at jeg skulle arbejde på en idrætsefterskole.
Da jeg var ved at være færdig med uddannelsen, jokede Joan om ikke, jeg hellere ville være hos hende og blive medejer af virksomheden,” forklarer Caroline.
“Og det valgte hun at sige ja til,” indskyder Joan med et smil.
Selvom Caroline er endt med at lave noget helt anderledes, end det hun først forestillede sig, har hun kastet sig ind i faget med al sin energi og passion. Og beslutningen om at blive medejer har hun aldrig fortrudt.
Derfor er både hende og Joan ikke blege for at opfordre andre, der måske går og drømmer om en ny karrierevej, om at springe ud i det.
“Bare fordi du har en slags uddannelse, behøver du ikke gøre det hele livet,” siger de sammenstemmende.
Oven vande efter et turbulent år
Sådan kom JC Design og Print til verden, og det er et samarbejde, de begge har været lykkelige for, især med tanke på den omvæltning, der lå lige rundt om hjørnet.
2022 blev et turbulent år for den lille virksomhed. Fra at have masser af opgaver ramte krisen pludselig med stigende elpriser og krig i Ukraine. Folk begyndte at holde på pengene, og telefonen stoppede med at ringe.
“Vi troede jo, at telefonen var i stykker, fordi den så pludseligt holdt op med at ringe. Det endte med, at vi gik i krisemode.
Desværre måtte vi opsige vores to andre ansatte, så det igen bare var os,” siger Joan om det hårde år.
Hvad er status så her i 2023?
“Vi har fået vendt skuden og er oven vande igen,” fortæller Caroline med, hvad der kun kan kaldes nordjysk beskedenhed. De har nemlig formået at opbygge en rigtig solid økonomi på kun et halvt år.
Hemmeligheden bag deres succes er faktisk slet ikke nogen hemmelighed, hvis du spørger de to, men beror derimod på god gammeldags kundeservice og muligheden for at kunden kan være med i hele designprocessen.
“Vi har altid sagt, at vi kan klare alt,” siger Joan og tilføjer:
“Overordnet er vi en kreativ samarbejdspartner. Vi hjælper virksomheder med at blive synlige, fra logodesign til visitkort, store facader, biler og tryk på tøjet. Man kan også få pakkeløsninger.”
Helt unikt har du også mulighed for at komme ind på kontoret på Indkildevej og sidde ved siden af Joan, mens hun laver det grafiske design, så du får netop det udtryk, du ønsker uden en masse frem og tilbage over e-mails.
Den type dedikation har høstet dem mange glade kunder.
De varmeste anbefalinger
Én af de meget tilfredse kunder er Charlotte Kristensen. Hun ejer den populære butik Fru Ronne og havde brug for hjælp med opsætning af solfilm på butikkens vinduer.
“Jeg var egentligt ude ved Joan og Caroline i en helt anden anledning, men så at de også lavede solfilm, og derfor bad jeg dem om et tilbud.
Kun to dage efter stod de i butikken og målte op, og derefter fik jeg et tilbud, jeg takkede ja til. Et par dage efter var de tilbage for at sætte filmen op,” forklarer Charlotte, der var dybt imponeret over, hvor hurtigt de eksekverede opgaven.
Også arbejdet og produktets kvalitet har hun kun rosende ord tilovers for.
“Solfilmen blokerer UV-stråler og lukker varmen ude, hvilket betyder at mine varer i vinduet ikke blegner i farven, og chokoladen ikke smelter.
Det virker helt fantastisk, og jeg er bare glad,” siger hun afslutningsvis.
Er du interesseret i at høre, hvordan Joan og Caroline kan hjælpe dig, kan du tage fat i dem til en uforpligtende snak på JC Design & Prints hjemmeside.