Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stjernedrys i byen: Janus Bakrawi er aktuel på Aalborg Teater

Af Stine Kjølby Christensen

På lørdag tændes lyset atter på Store Scene, når Aalborg Teater byder velkommen til premieren på Sommergæster.

På rollelisten ses teatrets faste (og dygtige!) ensemble – men kigger man nærmere efter, så er der alligevel et nyt navn blandt de velkendte.

Aalborg Teater har nemlig fået fint besøg af en … sommergæst.

De brune øjne er ikke til at tage fejl af, og der er selvfølgelig tale om skuespiller Janus Nabil Bakrawi. Janus blev for alvor folkeeje, da han medvirkede i tv-succesen Ørnen tilbage i 2003, og siden er CV’et vokset stødt.

Danskernes anerkendelse steg også yderligere, da han stod frem med sin historie i tv-programmet De bortførte børn. En skæbne, som Janus selv har følt og mærket, da han som barn blev bortført af sin far fra Danmark til Jordan.

Trods sin efterhånden lange karriere inden for både film, TV og teater, er det alligevel første gang, at han er aktuel på Aalborg Teater.

Stjernedrys i byen: Janus Bakrawi er aktuel på Aalborg Teater
Fotograf: Catrine Zorn

Tog selv kontakt til Aalborg Teater

Vejen til Aalborg Teater blev ikke ligefrem banet ved et tilfælde. Selvom Janus primært bor og arbejder i København, havde han i år et ønske om at bruge sin sommer i netop Nordens Paris.

“Jeg følte, at der skulle ske noget nyt, så jeg tog selv kontakt til Aalborg Teaters direktør og forklarede, at jeg gerne ville arbejde hos dem.

Jeg har to børn i Aalborg, som jeg gerne ville tættere på – og to måneder senere blev jeg ansat,” fortæller Janus til MigogAalborg.

Modet til selv at tage kontakt til eksempelvis teaterdirektøren er ikke fremmed for Janus. Det har han gjort mange gange gennem sin karriere – et vigtigt træk, der har betydet meget for ham professionelt.

“I sådan en situation ville mange nok være nervøse og tilbageholdende – men det er jeg ikke,” siger Janus, som forklarer sit mod med sin hårde baggrund, hvor frygten sjældent bar ham fremad.

Janus’ rørende historie, om en dreng, der ikke kunne finde sin rette plads i verden, er vist og fortalt i bogen Rod – En figthers fortælling.

En bog, der afgjort kan anbefales, hvis du vil endnu tættere på Janus end dét, som teaterscenen kan præstere.

Fra mafioso til skuespiller

At Janus Bakrawi skulle blive anerkendt skuespiller, lå heller ikke ligefrem i kortene, da han som ung og utilpasset talte med sin sagsbehandler om, hvad han skulle i gang med.

“Min åbenbaring kom, da jeg så De Uovervindelige med Al Capone. Jeg kunne virkelig se mig selv som en del af mafiaen og begyndte at studere alt, hvad jeg kunne om det,” fortæller Janus med et smil.

Skuffelsen indtraf, da hans sagsbehandler måtte afsløre for ham, at det var Robert De Niro, der spillede Al Capone.

“Man kan sige, at hun ødelagde min nyopfundne drøm – men gav mig i stedet en ny,” siger Janus, der efterfølgende kom på teaterskole … and the rest is history.

Janus’ gennembrud i teaterbranchen kom, ifølge ham selv, da han spillede en hovedrolle i klassikeren Frøken Julie på teatret Kaleidoskop på Nørrebro.

Indtil da havde Janus følt sig en anelse forfulgt af sin mørkere overflade – og mens de stereotype roller stod i kø, bød Janus Frøken Julie velkommen med åbne arme.

“Reaktionen i folks øjne, når jeg fortalte, at jeg skulle være med, sagde det hele.

De havde nok svært ved at forestille sig mig i den slags rolle, i sådan en stor klassiker. Ikke desto mindre lykkedes det og det blev en fantastisk forestilling, som jeg også blev nomineret til en Reumert for.

Den dag i dag er jeg utrolig glad for de mennesker, der havde modet til at give mig rollen og havde tillid til, at jeg kunne bære den.

Det var et stort skridt i den rigtige retning,” fortæller Janus.

Én stor familie

Denne sommer blev det så i Aalborg, at Janus skulle slå sine folder på de skrå brædder; og her stod ensemblet klar til at byde ham velkommen.

Modsat mange andre steder i Danmark er Aalborg Teaters ensemble nemlig fastansat på flerårige kontrakter og er derfor også gengangere i teatrets forestillinger.

“Det er første gang, at jeg spiller med et fast ensemble, hvor det er tydeligt at mærke, at de kender hinanden godt – ikke kun skuespillerne, men også på tværs af afdelingerne i det ellers store hus.

Det har jeg oplevet som enormt smukt,” fortæller Janus og fortsætter:

“Jeg føler mig helt enormt godt taget imod i deres store familie. Skuespillerne er meget gavmilde og generøse, og jeg følte mig derfor hurtigt hjemme heroppe – og er meget glad for at være her.”

Stjernedrys i byen: Janus Bakrawi er aktuel på Aalborg Teater
Fotograf: Allan Toft

Også udenfor teatret er Janus Bakrawi blevet modtaget med åbne, nordjyske arme.

Aalborgenserne har ikke været bange for at stoppe ham på gaden, spørge ind til hans gøremål i byen – og ikke mindst udtrykke stor begejstring, når de hører, at han er guest star på Aalborg Teater.

“Den slags begejstring er ofte kendetegnende for de mindre byer, og det er også dét, jeg har oplevet her i Aalborg.

Folk spørger meget interessererede ind til forestillingen, og man kan virkelig mærke, at de glæder sig til at komme i teatret. Det er en dejlig fornemmelse,” siger han.

Vild med Aalborg

Selvom premieren først er på lørdag, har Janus haft adresse i Aalborg siden maj.

Det betyder, at han har haft sommermånederne til virkelig at opleve og lære byen at kende – når han da ikke har befundet sig på scenen til forberedelser og prøver.

“Aalborg er en skøn by, som jeg virkelig har nydt at være i. Når solen har skinnet, har jeg oftest været at finde på en badebro nede i Fjordbyen eller på Aktuels terrasse, hvor jeg har øvet replikker og drukket kaffe.

Mit favoritsted er dog afgjort Surdejsbageren,” siger han, og afslører i samme ombæring sin guilty pleasure:

“Jeg er allerede lidt i panik over at skulle tilbage til København og ikke kunne få deres croissanter – så enten skal jeg have lokket opskriften ud af ham eller købe en masse, jeg kan fryse ned,” siger han med et grin.

Frem til september kan du fortsat “risikere” at møde Janus i bybilledet – eller allerbedst på Store Scene, hvor Sommergæster spiller til og med 25. september.

Men står det til Janus, bliver det nok ikke sidste gang, han er at finde dér.

“Nu ved Aalborg Teater, at jeg gerne vil være her – og så må vi se, hvad der sker i fremtiden.

Jeg har jo stadig mine børn heroppe, så hvis det kommer til at passe med et arbejde på et senere tidspunkt, så kommer jeg helt sikkert tilbage,” slutter han.

Du kan købe billet til Sommergæster lige her

Del artikel

Andre læser også