Omskifteligt og spændende: Jakob nyder sin hverdag hos Admin By Request
Seks år er der efterhånden gået, siden Jakob Bjørn Sørensen for første gang kunne kalde sig medarbejder hos IT-virksomheden Admin By Request her i Aalborg.
Dengang var det godt nok på deltid, da han samtidig studerede jura på Aalborg Universitet ved siden af.
I 2022 blev deltidstjansen vekslet til en fuldtidsstilling, og den dag i dag er han chefjurist – eller ‘Head of Legal’ som det så fint kaldes – hos virksomheden.
“Jeg synes virkelig, det er et super interessant arbejde, og jeg keder mig aldrig. Selvom nogle opgaver kan være trivielle, så synes jeg stadig, det er spændende,” siger Jakob Bjørn Sørensen til MigogAalborg.
Dagligdagen byder på alt fra kontraktforhandlinger til strategisk compliance-arbejde og avancerede informationssikkerhedsstandarder.
Nogle vil kalde det for tunge arbejdsområder, men for Jakob Bjørn Sørensen er det fedt at arbejde med netop IT-sikkerhed, da området nærmest ikke har været vigtigere end, det er lige nu.
Nu har du faktisk muligheden for at blive en del af Jakobs team som jurist og såkaldt ‘Data Protection Officer’ og hjælpe Admin By Request i deres arbejde, men mere om det senere i artiklen.

Personen i centrum
Når Jakob og de flere end 20 kollegaer på Aalborg-kontoret ikke sidder ved skrivebordet med udsigt til Limfjorden, så er det sociale sammenhold en vigtig del af arbejdsdagen.
Den uformelle og omgængelige tone er noget af det, Jakob Bjørn Sørensen sætter mest pris på ved sit job. For som uddannet jurist ved han udemærket godt, hvordan det ofte kan blive på advokatkontorer og lignende.
“Min egen branche bliver hurtig meget stringent og formel, men i en techvirksomhed som vores er det uformelle noget, jeg sætter utrolig meget pris på,” forklarer han.
“Og så bliver der gjort en masse for at vi skal have det rart her på kontoret, og det betyder altså noget.”

Samtidig nyder han, at han modsat mange af andre i sit fag godt kan få arbejds- og privatlivet til at gå hånd i hånd.
“Du kan godt regne med at arbejde mere end 50 timer om ugen mange andre steder i mit fag, men her er der en super god balance i jobbet. Jeg kan godt mærke, jeg har været heldig at finde et sted, hvor fritid prioriteres lige så højt som arbejdstid,” fortæller Jakob Bjørn Sørensen.
Hans bedste bevis på, at arbejdsglæden faktisk er tårnhøj, er, at han sagtens kunne arbejde mere hjemmefra, men han vil langt hellere ind på kontoret. På den måde får han det bedste ud af sit arbejde, og det gør ham virkelig glad.
Mulighed for læring og udvikling
Admin By Request er en global virksomhed, der har nogle af verdens største virksomheder som Garmin og Coca-Cola som kunder. Med deres sikkerhedssoftware hjælper Admin By Request med at øge både sikkerheden og produktiviteten hos virksomheder verden over.
Hovedkontoret ligger ganske rigtigt i Aalborg, men der er også medarbejdere i lande som USA, New Zealand, Sverige og England – for at nævne et par stykker.
“Det er en arbejdsplads med en stor international slagside, så det er også med til bare at gøre arbejdsdagen endnu mere spændende. Du ved aldrig, hvilken stor virksomhed vi pludselig skal hjælpe,” lyder det fra Jakob Bjørn Sørensen.

For Jakob selv har tiden hos Admin By Request taget ham helt til en stilling som leder, og det er på netop hans “juristhold”, der nu skal ansættes en ny medarbejder.
“Jeg er selv vokset utroligt meget i jobbet, hvilket også har ført til mere ledelsesansvar, så jeg har fået meget mere ud af min tid her, end jeg turde håbe på til at begynde med.
Det er jo meget normalt at job-hoppe, men det kommer jeg ikke til, kan jeg mærke. Jeg har det så godt her, så det er svært at forestille sig, at jeg forlader stedet de næste mange år,” slutter han med et smil.
Læs også: En spændende hverdag: Mikkel trives hos Admin by Request Kunne du se dig selv som en del af holdet hos Admin By Request? Så er det nu, du skal slå til.
De søger en jurist med interesse for IT og en ambition om at udvikle sig inden for branchen. Der er en forventning om, at du på forhånd kender til persondataret herunder GDPR.
Kender du allerede nu til kontraktsret, IT-ret, selskabsret, transfer pricing og immaterialret, vil det være en fordel, men det er ikke et krav.
Du kan læse meget mere om virksomheden, medarbejderfordelene og yderligere jobkrav på linket her, hvor du også kan sende din egen ansøgning afsted mod Admin By Request.
Har du flere spørgsmål, kan du også skrive direkte til Jakob Bjørn Sørensen på email jbs@adminbyrequest.com.