Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hole in one: Dette “skjulte” spisested skal du besøge

Af Stine Kjølby Christensen

Her på MigogAalborg er vi ikke nærige med at sende jer anbefalinger til byens mange spisesteder.

I og omkring midtbyen kan du finde mad, der dækker de fleste verdenshjørner – men ofte fornemmer vi også, at mange faktisk foretrækker at blive inden for landets grænser.

Man skal nemlig ikke kimse over det danske køkken, og der er et helt særligt sted, lidt uden for centrum, der ved det.

Restaurant Jægerspris, som holder til ved Aalborg Golf Klub, har vi ofte fået anbefalet, men aldrig besøgt – før nu.

Alt laves fra bunden

Vi havde lidt en forudindtaget opfattelse af, at man var nødt til at møde op i polotrøje og med en golfkølle under armen, men det blev i sandhed gjort til skamme, da vi besøgte Jægerspris denne weekend til en god frokost.

Restaurant Jægerspris har eksisteret i sin nuværende form siden august 2020, og her er den gode smag og kokkehåndværket i fokus.

Alt laves fra bunden af danske råvarer og selvfølgelig med brug af frugt og grønt i sæson.

På menukortet finder du klassiske retter som for eksempel bøfsandwich, rørt tatar, æggekage og meget, meget mere.

Du kan se deres menukort her.

Anerkendt for sit smørrebrød

Jægerspris er dog især kendt for sit fantastiske og klassiske smørrebrød, der nærmest ligner små kunstværker, når de ankommer på tallerkenen.

Den søde tjener hjalp os med at vælge, og da han beskrev sig selv som “en rigtig fiskefilet-fyr”, var vi simpelthen overbeviste.

Vi snuppede derfor en god gammeldags kartoffelmad med nye kartofler kogt med urter, løvstikkemayo, syltede løg, rødløg, sprødt kyllingeskind & urter – og en fiskefilet med rejer af sæsonens fladfisk, håndpillede rejer, dildmayo og urter.

“Rugbrødsmadderne” kostede henholdsvis 60 og 70 kr., hvilket nok gør dem til nogen af byens billigste – men uden tvivl også bedste.

Hole in one: Dette "skjulte" spisested skal du besøge

Fantastisk mad

Menukortet var simpelthen så fristende, at vi blev nødt til at bestille endnu mere.

Hjemmelavede lune frikadeller med stuvet spidskål med hjemmebagt rugbrød og smør samt Dagens Ret, der var Moules Frites med pommes frites og aioli.

Vi var simpelthen ved at vælge bagover over de mindste detaljer i retterne.

For eksempel var rugbrødet til frikadellerne noget nær det bedste, vi nogensinde har smagt – og det samme gjorde sig gældende for fritterne og aiolien til Dagens Ret.

Hole in one: Dette "skjulte" spisested skal du besøge
Hole in one: Dette "skjulte" spisested skal du besøge

Alt det andet var selvfølgelig også godt. Meget godt endda.

Overraskende billigt

Mens vi spiste, åbnede himlen sig over golfbanen, og de mange ambitiøse golfspillere begyndte at stimle ind på terrasserne og i restauranten.

Klubstemningen fyldte rummet på den gode måde, og selvom vi på daværende tidspunkt var blandt de eneste, der ikke havde matchende polotrøjer og vådt hår, følte vi os på ingen måde udenfor.

Faktisk var det en ren fornøjelse at opleve Aalborg Golf Klub indefra, og vi blev decideret misundelige over, at de kan kombinere deres sport med et måltid i Jægerspris.

Det er dælme en kantineordning, der tager kegler. Eller golfkugler.

Hole in one: Dette "skjulte" spisested skal du besøge

Vi blev kun endnu mere glade, da vi skulle betale og endte med 395 kr. for to stykker solid smørrebrød, Moules Frites og frikadelleretten samt to drikkevarer.

Vi følte, vi havde tømt menuen, og alligevel blev vi ikke ribbet.

Men golf skulle jo også være en dyr sport, så nu overvejer vi da helt at melde os ind, hvis man kan spise så godt og billigt i stedet.

Jægerspris er åbent for alle i sin åbningstid, der ser således ud:

Åbningstider:
Mandag-fredag, 11.00-22:.00
(Køkken: 11:30-21:30)

Lørdag, 10.00-22.00
(Køkken: 11.30-21:30)

Søndag & helligdage:

10.00-17.00
(Køkken: 11.30-16.30)

Du kan læse mere og booke bord her.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien