Kæmpe afsløring: Italiensk koncept erstatter Jensens Bøfhus i Aalborg
Det kom som et stort chok for mange, da det i november blev meldt ud, at Jensens Bøfhus var fortid i Danmark.
Men de 12 restauranter rundt omkring i landet får heldigvis nyt liv, da Bone’s har overtaget dem alle.
Nogle af restauranterne bliver lavet om til de populære Bone’s-restauranter, og så får enkelte restauranter – som på Nytorv i Aalborg – helt nyt liv.
Nu kan vi afsløre, hvilket koncept folkene bag Bone’s ruller ind i Aalborg.
Det bliver det store internationale italienske koncept L´Osteria, der får til huse i de flotte bygninger på Nytorv.
Det afslører Jan Vinther Laursen, direktør hos Bone’s overfor MigogAalborg.
Jensens Bøfhus-restauranten på Nytorv er allerede lukket ned for at gøre plads til det nye koncept, og man forventer at åbne i løbet af sommeren.
Har taget verden med storm
Hvad er L´Osteria så får en restaurant?
Hos L´Osteria kan vi glæde os til sprøde pizzaer, hjemmelavet pasta, lækre antipasti, desserter og selvfølgelig udvalgte vine.
“Når man træder ind hos L’Osteria, får man straks følelsen af en ægte italiensk osteria. Familier, venner og par, både unge og ældre, samles her om god mad. Her er livlig stemning, latter og den karakteristiske duft af italiensk madlavning. Et åbent og indbydende sted med plads til alle,” lyder beskrivelsen.
L´Osteria åbnede dørene i 1999 i Nürnberg, og siden da har de taget verden med storm.
I dag finder du restauranter i byer som Berlin, München, Hamborg, Wien, Amsterdam og Warszawa.
“Siden 2015 har vi også haft vores egen pastafabrik i Nürnberg. Vi producerer selv Maccheroni, Strozzapreti, Tortellone m.fl. og vi planlægger allerede mange flere varianter,” fortæller de.