Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Istid i sommerferien: Populære Ice Age-dyr hitter i Zoo

Af Michael Qureshi

Vidste du, at der engang har levet elefanter i Danmark? Sådan gigantiske elefanter som er større end dem, man kender fra Afrika?

Skovelefanten, der levede i Danmark under den sidste istid, kan man se i fuld størrelse i Aalborg Zoo og derefter gå hen og sammenligne med de levende afrikanske elefanter.

Aalborg Zoo

Siden april har Aalborg Zoo haft den spændende udstilling om istiden, og især her i sommerferien er interessen bare tiltaget for det spændende set-up. Det hænger også godt sammen med, at de populære Ice Age-film er et stort hit blandt de mindste.

Ice Age 5 fik premiere i begyndelsen af juli, og i den forbindelse skabte Aalborg Zoo blandt andet et event i den nye store biograf i Shoppen i City Syd, hvor der var snigpremiere på den sjove familiefilm og derefter entré til Zoo, hvor man kunne se den faktiske størrelse på Ice Age-dyrene. Det gav en god synergi med det, Zoo gerne vil om sjov og læring.

Istids-udstillingen er den seneste i rækken af flere spændende tiltag fra Aalborg Zoo. Tidligere har man også haft stor succes med dinosaurer i reel størrelse, og der er også planer om flere lærerige udstillinger.

Det fortæller marketingsansvarlig Susanne Solskov i en snak med migogaalborg.dk

Hvad var tanken, da Aalborg Zoo kom på den her is-tids udstilling?

”Vi havde stor publikumssucces med dinosaur-udstillingen i 2013 og 2014. Derfor var der ikke langt til at tænke, at der også er noget karismatisk og spændende over istidens dyreliv. Der er masser af god formidling omkring klimaforandringer, som altid har fundet sted helt naturligt, og formidling om de dyr, som kunne overleve istiderne, deres levevis og tilpasning.”

Aalborg Zoo
Susanne Solskov er marketingsansvarlig i Aalborg Zoo

Hvad er der fascinerende ved denne udstilling?

”Det mest fascinerende er at se, hvordan de udstillede, udvalgte dyr fra istiden så ud – i hvert fald efter hvad vi ved – hvor store de var, hvordan de klarede de kolde perioder under sidste istid, og hvordan sammenhængen er til nutidens dyreliv. Det er jo spændende at forestille sig, at der har levet skovelefanter i Danmark, godt nok i forrige mellemistid, hvor temperaturen var noget højere end i dag, og Danmark var dækket af skov. Skovelefanterne var noget større end de nulevende elefanter, hvor man jo kan se de afrikanske elefanter i zoo også, så man kan sammenligne.

Det er også fascinerende, at der er gjort fund f.eks. af gevirer af kæmpehjorten lige ude ved Svenstrup, og at der gøres fund i Nordsøen af knogler og tænder fra mammutter og uldhårede næsehorn – de har altså levet, hvor vi mennesker har indtaget pladsen i dag.”

Er den populær hos børnene især fordi de kan sammenligne og lære om dyrene fra Ice Age filmene?

”Alle børn kender jo dyrene fra Ice Age filmene, og det giver jo anledning til genkendelse og sammenligning. Dyrene i filmene er jo menneskeliggjort og udstyret med egenskaber som gode, fjollede, onde, dumme osv. Hos os er det den mere naturalistiske vinkel, børnene får på dyrene. Forhåbentlig bliver børnene imponerede over størrelsen på de udstillede dyr, og hvis forældrene gider læse skiltene for børnene, eller de kan selv, kan alle jo blive rigtig kloge på fortidens dyreliv og natur.”

Hvad koster det Zoo med sådan en udstilling?

”Vi har fået 12 mio. kr. af Nordea-fonden til udstillingerne. Når jeg skriver i flertal er det fordi udstillingen er delt i to: Den udstilling med dyrene, som vi har i Aalborg Zoo i år, og en udstilling omkring landskabsdannelse, hvad istid er for noget, levevis for mennesker og dyr i istid osv. som kan ses på Naturhistorisk Museum i år. Næste år bytter vi udstillinger, således at Naturhistorisk Museum i Aarhus udstiller dyrene, og vi får den mere vidensprægede udstilling i et stort telt her hos os i Aalborg.”

Aalborg Zoo

Hvor vigtigt er det for jer at I hele tiden tilbyder sådan nogle særudstillinger ud over jeres dyr?

”Det er vigtigt for os at kunne præsentere nyheder med jævne mellemrum for at fastholde interessen hos vores gæster. Det kan være udstillinger som ”Tilbage til istiden”, nye anlæg til nuværende dyrearter, nye dyrearter og også til tider specielle dyreunger. Konkurrencen om folks tid og penge er stor, så der skal hele tiden noget til at holde folk interesserede i vores produkt.”

Hvad bliver det næste vi kan forvente?

”Det næste, vi har på planen, er en ny stor afdeling i haven, som bliver grønlandsk. Vi er i øjeblikket i gang med fondssøgning til projektet, og hvis alt går vel kan vi tage første spadestik sidst i 2017. Det bliver en afdeling med grønlandske dyr som sæl, ulv, moskusokse, rensdyr, polarræv og mange andre, kulturel formidling, nyeste teknologi indenfor virtuel reality, samarbejde med AAU omkring forskning på Grønland og formidling til vores gæster om dette.”

Hvor længe kører den nuværende i øvrigt til?

”Vi har dyrene udstillet til og med efterårsferien. Herefter går de i vinterhi, og genopstår på Naturhistorisk Museum d. 8. april 2017. De vil være at se her frem til d. 3. april 2018. I Aalborg Zoo åbner vi udstilling om istider, landskabsdannelse m.m. d. 8. april 2017 og denne udstilling vil være at se frem til d. 23. oktober 2017.

Se mere om de forskellige events i Aalborg Zoo i løbet af sommeren. Klik her

Følg Zoo på Facebook her

Del artikel

Andre læser også