Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Aalborgenserne har talt: Her er byens allerbedste iskaffe

Af Stine Kjølby Christensen

Fy for pokker, denne weekend i Aalborg har været hot!

Og hvad gør man lige, når vejret er lummert og det eneste man drømmer om, er at hoppe direkte i Limfjorden?

Man leder selvfølgelig efter alt, der kan køle kadaveret ned … bare en lille smule.

En af vores foretrukne metoder er ved at kombinere koffeinens opkvikkende effekt med kold mælk (eller is!), isterninger og måske lige et skud sirup eller to – hvis man trænger til lidt ekstra energi.

Vi taler selvfølgelig om iskaffe, som er et sikkert sommerhit i Nordens Paris.

Vi har ved flere lejligheder lavet en guide til byens bedste, men der er kun én rigtig måde at finde dem på: Nemlig ved at spørge vores læsere.

Det gjorde vi for nylig på vores Instagram, hvorefter de gode bud kom flyvende: Lige fra Circle K til McDonald’s … og alt derimellem.

Vi har her valgt at samle dem fem, der gik igen (og igen …).

Stederne er oplistet i den rækkefølge, vi besøgte dem i. 

Surdejsbageren, Budolfi Plads

Hos Surdejsbageren har man alle dage haft en vis stolthed i at kunne tilbyde byens bedste iskaffe – og den er fortsat intakt.

Modsat mange andre af byens iskaffe-pushere, er der ikke en helt masse pingel-pangel på menukortet.  I stedet har man fuld fokus på at lave én simpel variant ud af særdeles velvalgte ingredienser.

For det første er Surdejsbagerens iskaffe brygget på bageriets egne surdejskaffebønner, der produceres af aalborgensiske Bentax.

Det sikrer selvfølgelig, at selve kaffesmagen er fuldstændig, som man hos Surdejsbageren synes, at den skal være. Hverken mere eller mindre.

Aalborgenserne har talt: Her er byens allerbedste iskaffe

Vil du gerne pimpe den lidt ekstra, så kan du vælge mellem seks forskellige sirupper; heriblandt Cookie, Saltkaramel eller Vanilje.

Sirupperne steames sammen med mælken, hvilket ifølge Henrik er med til at gøre iskaffens undertone både let og cremet, fremfor kvalmende sød – som man jo andre steder kan opleve, når man får tilføjet sirup til sin kaffe.

Uanset hvilken mælk, du foretrækker, er prisen den samme – også når du vælger laktosefri eller havremælk.

Er du til den helt almindelige slags, så brygges den altid på Arla Unikas økologisk Årtidsmælk på enten Sød- eller Mini.

Behag Din Smag, Gabels Torv

Ingen kaffeguide uden Behag Din Smag!

Kaffebaren på Gabels Torv har jeg-ved-ikke-hvor-mange sommervenlige drikke; lige fra de klassiske iskaffe til de mere innovative med espresso og … Ginger Beer?!

Aalborgenserne har talt: Her er byens allerbedste iskaffe

Bestsellerne på kortet er dog de “gode gamle” Iced Caffé Latte og Blendet iskaffe til 45 kr. stykket.

Den blendede iskaffe er med espresso, knuste isterninger, mælk og en valgfri sirup (vanilje, hasselnød, karamel, salt karamel, amaretto, kanel, sukkerfri vanilje eller hjemmelavet espressosirup).

I denne omgang gik vi med den klassiske vaniljesirup.

Aalborgenserne har talt: Her er byens allerbedste iskaffe

Kombinationen af konsistensen på drikken efter en omgang blend og den lækre vaniljesirup  fik den til at smage som en kaffe-milkshake, der havde fået et ordenligt scoop vanilje-is … og det kan da umuligt være en dårlig ting.

Vil du have lidt mere kaffe-smag, kan du selvfølgelig gå all in på en Iced Americano eller vælge Iced Caffé Latte, hvor du får dobbelt espresso, isterninger, mælk og hjemmelavet vaniljesukker.

Fru Ronne, Reberbansgade

Den lille kaffebar og specialbutik i Reberbansgade bliver altid nævnt et utal af gange, når vi (helt forsigtigt!) spørger om jeres favorit-iskaffe.

Derfor lagde vi naturligvis også vejen forbi, da denne guide skulle blive til virkelighed.

Hvad Fru Ronnes legendariske iskaffe består af, er en velbevaret hemmelighed – men vi kunne da få ud af dem, at det er noget med espresso … og en masse vanilje … der blendes sammen.

Aalborgenserne har talt: Her er byens allerbedste iskaffe

Smagen er dejlig sød af vanilje, men (igen) ikke på den kvalmende måde. Og det endda på trods af, at du også kan vælge mellem enten karamel- eller chokoladesovs som syndig tilføjelse.

Konsistensen er dejlig tyk, hvilket blot forlænger nydelsen, og gør Fru Ronnes bud på byens bedste iskaffe til nærmere en shake end “bare” en kold kaffe.

Prisen er 40 kr. for en kaffe-shake, men Fru Ronne laver tit dagstilbud på deres SoMe, hvor du kan få én helt ned til 25 kr.

BreadbyKaerup, Kastetvej

Det lille specialbageri på Kastetvej kan ikke “kun” finde ud af at kreere bagværk, der smager som noget, der er sendt direkte fra himmerige.

Mister William Kaerup har nemlig også helt styr på iskaffe-kunsten. Denne sommer har han faktisk hele tre forskellige slags på kortet:

Den klassiske, én på koldbrygget kaffe med koldpresset grapefrugt juice samt den noget mere innovative nitrogen-infuserede kaffe. Dem har vi allerede testet ved en tidligere lejlighed.

Aalborgenserne har talt: Her er byens allerbedste iskaffe

I forbindelse med vores jagt på byens bedste iskaffe gik vi dog med den helt klassiske udgave, så den bedst muligt kunne sammenlignes med de andre i guiden.

Williams iskaffe ser umiddelbart ret simpel ud, når du får den serveret. Men udover mælk, isterninger og kaffe er der også tilføjet en hemmelig ingrediens … fandt vi ud af.

Vi nåede kun at tage et enkelt sip, før vi måtte råbe gennem lokalet: Hvad er dét, du har puttet i?!

Svaret var: Hjemmelavet vaniljesirup – lavet på ægte polynesisk vanilje.

Aalborgenserne har talt: Her er byens allerbedste iskaffe

Selve vaniljekornene bruges blandt andet i bageriets bagværk, mens stængerne efterfølgende lægges i siruppen og dermed er med til at trække mere og mere smag for hver dag, der går.

Vi var ganske enkelt blown away over den helt geniale vaniljesmag, der hverken var syntetisk eller alt for sød … Bare helt fantastisk god og dyb.

William lokkede med, at jo senere på sommeren man kom, jo dybere ville smagen nå at blive. Så herfra tænker vi egentlig bare at kigge forbi dagligt, så vi løbende kan følge med i vaniljens udvikling.

Kochs Kaffebar, Algade

Hos Kochs Kaffebar i Algade har man et helt menukort med kun “Kolde kaffedrikke”. Blandt dem er der dog en enkelt, der står ud fra mængden, når man spørger jer efter “byens bedste iskaffe”.

Der er tale om den “Ægte Iskaffe”, som Kochs Kaffebar ynder at kalde den på menukortet.

Denne badboy består af vaniljeis, espresso, mælk og chokoladesauce … Jep, hverken mere eller mindre.

Aalborgenserne har talt: Her er byens allerbedste iskaffe

Med denne iskaffe bliver du rodet ud i noget værre svineri – den er nemlig så proppet med lækre ingredienser, at den næsten ikke er til at styre. Til gengæld er den hele postyret værd.

Er du til den helt søde, helt overdrevne og kolde slags iskaffe, så er Kochs Kaffebar ikke noget dumt sted at sætte kursen.

Den ægte vaniljeis smager godt igennem, og der er næsten mere tale om en dessert end sådan en kaffe, man lige tyller ned kl. 9 om morgenen – afhængig af, hvor frisk du er naturligvis.

Derudover vil vi anbefale dig, at du nyder den på Kochs’ geniale terrasse, der ligger let tilbagetrukket fra gågadens stress og jag – men fuldstændig perfekt placeret i forhold til sommersolens stråler.

Penny Lane, Boulevarden

Sidste stop på vores iskaffe-ruten blev Penny Lane på Boulevarden. Ikke fordi at I egentlig havde sendt os derhen, men fordi at vi for nylig har sendt jer derhen.

Penny Lane har nemlig fået en helt genial iskaffe på kortet, hvor Nutella(!) er hovedingrediensen. Navnet er en “Espresso/Nutella Drøm” og består af de klassiske elementer som isterninger, mælk og selvfølgelig et espresso-shot … oooog Nutella!

Og vi snakker hverken billg, fake Nutella eller sirup med chokolade og hasselnødesmag.

Vi snakker helt vaskeægte Nutella.

Aalborgenserne har talt: Her er byens allerbedste iskaffe

Ved første sugerørs-sug havde vi svært ved at smage andet, end en (god) gennemtrængende smag af kaffe, men da der lige blev rørt rundt et par gange, kom Nutella-smagen helt blidt til syne.

Konsistensen var dejligt cremet, hvilket jo nok også skyldes den brune, fløjlsbløde gudespise, der var rørt sammen med de ellers flydende ingredienser.

Vi havde helt naturligt en frygt for, at iskaffen ville være kvalm, men mængden er Nutella var så tilpas, at vi hverken fik kvalme … eller overvejede at bestille en mere jomfruelig slags.

Kæmpe godkendt herfra!

Mangler din favorit-iskaffe på listen? Så del den med os i kommentarfeltet på Facebook. 

Del artikel

Andre læser også