Donut med is og guf: Isbutik er klar med deres bud på en badering
Nu titter der endelig lidt solskin frem imellem skyerne igen, og det betyder selvfølgelig, at det er tid til at skovle is indenbords.
Med det ustabile sommervejr har mange af byens sæsonbutikker prøvet at tænke lidt mere kreativt.
Dette gælder især for dem, der sælger is, der må siges i den grad at være afhængige af sommervejret.
Hos Guf & Kugler i Slotsgade har de allerede haft succes med Breezer-is, og nu er de klar med en helt ny variant.
De har nemlig for ganske nylig introduceret en badering.
Donut med din yndlingskugle
Og hvad i alverden er det så?
Jo, det er såmænd bare en lun donut med en kugle valgfri is, der flyder i et hav af vaniljeguf og er toppet med belgisk chokolade.
Du kan altså få fyldt donutten med lige den is, du ønsker, og så kan du vælge enten blå eller rød knasende krymmel til at toppe værket.
Vi valgte at begive os ud i en med saltkaramel og en med amarena kirsebær.
Og så skulle vi altså teste, om den her såkaldte badering er en ny genial sommerdessert, eller om det er helt galt.
Her er vores dom
Sommerdesserten består ene og alene af elementer, som vi kender og knuselsker.
Og der må vi bare sige, at donut med is er en kombination, som vi har prøvet alt for sent i livet.
Det er klamt på den lækre måde, og selvom vi blev akut ramt af sukkerchok, var det det hele værd.
Det er den skøreste sammensætning med vaniljeguffen, der flyder som et hav rundt om baderingen, men til dem, der kan køre guf rent ind med en ske, er det her en drøm, der er gået i opfyldelse.
Krymlet knaser enormt meget og giver sammen med den lækre belgiske chokolade den greasy dessert et sprødt element.
Vi blev efterladt med en anelse kvalme, men det er helt sikkert ikke sidste gang, vi hopper ombord i baderingen denne sommer.