Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Investorer går sammen: AaB får et kvinde elitehold

Af Michael Qureshi

Fremover bliver der også spillet elitefodbold på kvindernes præmisser i AaB, for en række lokale virksomheder har sammen med Aalborg Boldspilsklub af 1885 stiftet AaB Kvinde Elitefodbold A/S.

Formålet for det nye selskab bliver at bidrage til den fortsatte talentudvikling, så AaB inden for en kort årrække kan spille med i den bedste kvindeliga i Danmark.

Det er netop blevet afsløret på et pressemøde på  på AaB’s baner på Hornevej.

Samtidig har AaB Kvinde Elitefodbold A/S et erklæret mål om at medvirke til at udvikle dansk kvindefodbold.

“Kvindefodbolden i Danmark er i en rivende udvikling og har et kæmpe vækstpotentiale, som vi kommer til at understøtte med elitesatsningen i det nye selskab,” fortæller bestyrelsesformand Pia Nielsen fra AaB Kvinde Elitefodbold A/S.

Kan løfte standarden inden for kvindefodbold

Hun fortæller endvidere, at der er en masse potentiale at bygge videre på.

“Med vores ambitiøse og professionelle talentudviklingsarbejde i Aalborg Boldspilklub af 1885’s pige- og kvindeafdeling har vi de seneste syv år bevist, at vi kan løfte standarden inden for kvindefodbold, og det skal vi nu bygge videre på i AaB Kvinde Elitefodbold,” uddyber Pia Nielsen.

Samtidig understreger bestyrelsesformanden, at netop Aalborg som uddannelses- og sportsby er et godt valg for placeringen af en eliteklub for kvindefodbold.

Lokal støtte til kvindefodbold

Økonomisk er AaB Kvinde Elitefodbold A/S blevet en realitet, fordi en række lokale erhvervsvirksomheder har valgt at investere i selskabet. Ud over Aalborg Boldspilklub af 1885 består ejerkredsen af Jysk Pension A/S, OKF Consult A/S, Bjarne Brath A/S samt en anonym virksomhed.

“Vi har valgt at investere i udviklingen af dansk kvindefodbold, fordi vi mener, at det understøtter vores værdier som et pensionsrådgivningshus. De kvindelige fodboldspillere er nogle rigtig gode rollemodeller, og derfor vil vi gerne være med til at fremme elitesporten hos fodboldkvinderne i Danmark,” forklarer partner Brian Bundgaard fra Jysk Pension.

Selskabet AaB Kvinde Elitefodbold A/S er uafhængigt af AaB A/S.

Del artikel

Andre læser også