Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Intimt, hyggeligt og dansevenligt: Du får meget for pengene til denne sommerkoncert

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Huset i Hasserisgade
Foto: Huset i Hasserisgade

Over årene er det ikke meget, vi har skrevet om multihuset Huset i Hasserisgade.

Og det er simpelthen en fejl.

“Hele Aalborgs kulturhus”, som de kalder sig, er lidt af en skjult perle for de fleste, og mangler du stadig at stifte kendskab med stedet, anbefaler vi, at du gør det til en af deres sommerkoncerter.

Rækken af sommerkoncerter går under navnet Under Mågerne, men da vi deltog i gårsdagens arrangement, var det smukke svaler, der cirkulerede rundt på den skyfri, blå himmel.

Det passede meget godt til den stemning af afslapning, som spredte sig, så snart musikeren Hjalte Ross tog scenen med sine melankolske og melodiske sange.

Publikum satte sig til rette på græsset foran scenen og på de omkringliggende bænke, før vi alle gav os hen til musikken.

Scenen var lille, baggården hvor koncerterne spilles er heller ikke verdens største, men det taler perfekt ind i det intime rum, som kulturhuset forsøger at skabe.

Hjalte Ross og hans band føltes meget nærværende, og når han ovenikøbet havde overskud til at joke om AaBs nedrykning, viser det, at også musikerne var komfortable i denne setting.

Intimt, hyggeligt og dansevenligt: Du får meget for pengene til denne sommerkoncert
Hjalte Ross. Foto: Under Mågerne

Kun vegetarmad på menuen

Et af kendetegnene ved Huset i Hasserisgade er, at deres café kun serverer vegetarisk mad.

Derfor var den mad, vi fik serveret før koncerten plantebaseret; i dette tilfælde en planteburger med kartoffelbåde.

Når der gøres så meget ud af skabe hyggelige rammer til koncerterne, er det lidt ærgerligt, at præsentationen af maden ikke får samme opmærksomhed.

Burgeren og kartoflerne blev serveret i en lille pap bakke, der føles en kende for takeaway- og festival-agtig.

Med tanke på at man ikke bevæger sig synderligt langt væk fra caféen med maden, og at multihuset både faciliterer kunst og keramik, ville vi have foretrukket en pænere servering med tallerkner – og noget dip til kartoffelbådene, der blev en smule kedelige uden.

Det er dog små anker, vi hænger os i, og når nu burgeren smagte godt, fjerner det ikke vores begejstring over aftenen.

Intimt, hyggeligt og dansevenligt: Du får meget for pengene til denne sommerkoncert
Lucky Lo. Foto: Huset i Hasserisgade

En energisk Lucky Lo var aftenens højdepunkt

Efter cirka en time i selskab med den blide Hjalte Ross, der tog os med på en rejse i drømmeland med hans følsomme, sagte stemme, blev det tid til noget mere energisk musik.

Det var akkurat, hvad vi havde brug for, fordi omkring klokken 21.00, efter et måltid mad og tæt på vores sengetid (ja, vi er voksne og kedelige), var vi begyndt at synke lidt hen.

Lucky Lo tog dog scenen med så meget karisma og power, at alle vågnede op til dåd, og blev trukket mod scenen som møl mod ilden.

Den svenske sangerinde har en fantastisk stemme og indie-poppen er opløftende og dansevenlig. For os var det aftenens helt klare højdepunkt.

Intimt, hyggeligt og dansevenligt: Du får meget for pengene til denne sommerkoncert
Lucky Lo. Foto: Huset i Hasserisgade

Senere på aftenen, da der var blevet mørkt, optrådte en DJ også, og vi er sikker på, at resten af publikum havde en ren fest. På det tidspunkt var vi dog gået i brædderne derhjemme (igen, voksne og kedelige!).

Det er også vigtigt at pointere, at hele musikoplevelsen koster kun 100 kroner. Det er sjældent, at man får kvalitetsmusik live til den pris. Ønsker du mad oveni, koster det 75 kroner.

Vil du tilbringe en hyggelig fredag aften med god mad og endnu bedre musik, anbefaler vi helt sikkert, at du tjekker “Under Mågerne” ud. Der er stadig to koncertgange tilbage. Læs mere her.

Intimt, hyggeligt og dansevenligt: Du får meget for pengene til denne sommerkoncert

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien