Når papir bliver magi: Oplev en helt unik udstilling i efterårsferien

Med udstillingen “Genskær” er der snart endnu en grund til at kigge forbi Museum for Papirkunst i Blokhus.
Som det eneste specialmuseum for kunst, kunsthåndværk og design i papir i Norden er der rigeligt at blive både fascineret og imponeret af.
Fra den 4. oktober 2025 kan du opleve den internationalt anerkendte kunstner Lyndi Sales’ udstilling i det nordjyske – og den vil du ikke gå glip af!

Fascination af videnskab og spiritualitet
Udstillingen afspejler sydafrikanske Lyndi Sales’ fascination af videnskab og spiritualitet som indgange til at udforske forbindelser, os selv og universet.
Sales’ kunstneriske proces starter ofte som en repetitiv, meditativ praksis, hvor hun blander maling i præcise forhold, som hun påfører store ark papir.
Malingen flyder ind i hinanden og trækker skarpe gradienter mellem lys og mørke. Endelig skærer hun papiret i tusindvis af strimler, som hun sorterer i farvegrupper, før hun arrangerer dem i abstrakte kompositioner.

Hendes værker er resultatet af et fordybelsesritual, der kan beskrives som et fysisk mantra i bevægelse, formet af drømmelignende bevidsthedstilstande. Værkerne gengiver lyset og mørket som en refleksion af den universelle dualitet, der består af to modsatrettede kræfter, som dog er dybt forbundne og understøtter hinanden.
Sales’ værker inviterer os med på en rejse i naturens og menneskets substans og opfordrer os til at begribe verdener og forbindelser, der ikke kan ses med det blotte øje.
Som en del af udstillingen kan børn og voksne selv prøve kræfter med at farve og klippe i papir inspireret af kunstneren.
Lyndi Sales er selv til stede på museet, når udstillingen åbner den 4. oktober kl. 14. Du kan opleve værkerne til og med den 27. september 2026.
En efterårsferie med kunst
I efterårsferien i uge 42 inviterer Museum for Papirkunst desuden til efterårsinspirerede aktiviteter på museet.
Mandag – fredag kl. 13-15 er der kreativ workshop, hvor der bliver klippet og klistret fugle og blade til den helt store guldmedalje.
Torsdag & fredag kl. 11 er der omvisning for børn og familier med udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr og kerneudstillingen “Med saksen som pensel” med værker af psaligrafen Bit Vejle.
Derudover har museet åbent alle dage fra 10-16, hvor du har mulighed for at se de aktuelle udstillinger, der gemmer sig rundt om på Papirmuseet – bl.a. Margrethe Odgaard og Lyndi Sales – ligesom du også kan prøve kræfter med forskellige kreative opgaver.
Du kan læse meget mere om Museem for Papirkunst og de mange udstillinger på hjemmesiden her.
Her kan du desuden også læse mere om planerne for Fremtidens Museum for Papirkunst.