Lige til Instagram: Ny kaffebar har slået dørene op
Det er svært at se, at disse lokaler for blot få måneder siden var en isbutik – der kort forinden havde været en vandpibecafé i mange, mange år.
Mens januar er en stille måned for mange restauranter, så har man i Gravensgade 2 brugt netop denne tid på at totalrenovere det tidligere “Aalborg Isvaerk”.
Læs også: Priserne er helt i bund: Nu åbner kaffebar, isbutik og slikland under samme tag I november slog indehaveren Christian døren op til billig is og kaffe, men siden har konceptet ændret sig i en mere … æstetisk retning.
Mikkel og Sofie, der kender Christian privat, har overtaget den daglige drift af caféen, og mens Christian udfører tømreropgaver rundt omkring i landet, er det makkerparret, der har stået for forvandlingen af den nye café.

Nu går den under navnet “Smagsværket”, og Mikkel og Sofie håber at kunne tiltrække et publikum, der ønsker sig ro, god kaffe og flotte omgivelser.
Fokus på kaffen
Den første tid med Aalborg Isværk har dog langt fra været spildt.
“I takt med, at tiden er gået i caféen, kunne vi se, at folk primært kom for kaffen. Så nu har vi udviklet på den del,” fortæller Mikkel til MigogAalborg.
Det er Charlotte, tidligere indehaver af Fru Ronne, der har solgt espressomaskinen til caféen og også hende, der har oplært dem i kunsten at brygge kaffe.
Nu er det Mikkel og Sofies ansvar at servere den bedste kaffe, de har lært – og de bliver bedre dag for dag.
“Det er lidt ligesom at køre bil – man lærer det nok først rigtigt, når man har fået kørekortet,” siger Mikkel med et grin.

En simpel og gennemtænkt menu
Menukortet hos Smagsværket er simpelt og overskueligt, og Mikkel forklarer, at retterne er udvalgt ud fra, hvad de selv kan lide, og hvad de synes er lækkert.
“Vi har valgt at bruge få, men gode råvarer, så vi kan holde kostprisen nede og samtidig sikre høj kvalitet.
Flere elementer går igen i menuen, hvilket gør det nemmere for os at holde det overskueligt,” siger han.
Du kan blandt andet vælte en morgenmadstallerken med røræg og bacon – eller en græsk yoghurt med hjemmelavet kompot og müsli.
Derudover er der også foccacia i to varianter, en klassisk BMO – eller en dejligt klistret kanelsnegl.
Bagværket leveres af Bagtanker i Skørping, som Mikkel og Sofie har besøgt flere gange for at sikre sig, at kvaliteten var i top.
“Vi bruger deres brød i alle elementerne – spandauere, kanelsnegle, boller og brød. Det er virkelig lækkert,” forklarer Mikkel.

En stil, der rammer tidens trends
Men det er ikke kun kaffen og bagværket, der trækker folk ind.
Smagsværket er indrettet i en stil, der rammer plet i forhold til den nuværende Instagram-trend, hvor alting gerne må være lidt zen og slow living.
Det er tydeligt, at indretningen spiller en stor rolle – faktisk så stor, at mange nok kommer til at vælge caféen udelukkende ud fra dens visuelle udtryk … for så er der da altså med sikkerhed til lidt hverdags-content på Instagram.
Farverne er varme og harmoniske med rustrøde møbler, grå vægge, bløde puder og klassiske rislamper, der skaber en rolig og stilfuld helhed.
Surdejsbrødet er præsenteret på stålbakker og i naturmaterialer, som er helt i tråd med tidens trends.
Det hele er gennemtænkt ned til mindste detalje, og vi tør næsten godt at påstå, at denne café er én af dem med allerbedst og mest gennemført stil i Aalborg.
Et sted med plads til alle
Selvom stil og indretning fylder meget Smagsværket, så har man også tænkt over at indrette, så det er funktionelt og imødekommende for alle.
“Vi ville skabe et åbent sted, hvor man kan bruge det, som man vil.
Der er plads til barnevogne, og man kan også sidde og arbejde her.
Det skal være et sted, hvor folk føler sig velkomne,” slutter Mikkel.
Caféen holder lukket om mandagen og har åbent til klokken 17 på hverdage.



