Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kæmpe udstilling åbner snart på Havnefronten: Alle billederne er taget fra vandet

Af Michael Qureshi

Der var engang, hvor Aalborgs Havnefront var livsnerven for mange af byens borgere.

Aalborg Værft byggede store smukke skibe og beskæftigede tusinder af aalborgensere.

Når der var vagtskifte, kunne støvletramp høres i byens gågader fra de mange arbejdere på vej hjem til fyraften.

Værftet lukkede i 1988 med mørke skyer over Aalborgs fremtid som industriby.

I tiden derefter var Havnefronten nærmest som en spøgelsesby, hvor folk primært parkerede deres biler med Restaurant Rosdahls som eneste lyspunkt.

Gå en tur på Havnefronten i dag, og man ser liv og glade dage.

En smuk strækning med arkitektoniske vidundere som Utzon Center og Musikkens Hus. Med Østre Havn som en helt ny spirende bydel.

Aalborg er en af byer i hele Danmark med den mest spændende udvikling, og det hele boomer.

Hele Aalborgs skønne udvikling bliver taget under kærlig hånd, når en kæmpe udstilling netop på Havnefronten åbner 31. maj klokken 15.00.

Bakket op af en række økonomisk stærke spillere i byen, som har givet deres støtte til det, der bedst kan betegnes som en kærlighedsgave til Aalborg.

Kæmpe udstilling åbner snart på Havnefronten: Alle billederne er taget fra vandet
Foto: Lars Jeppesen – Indsigt i din Udsigt

500 kvadratmeter i lokaler på Havnefronten

“Indsigt i din udsigt” hedder udstillingen.

Manden bag den helt specielle visuelle udstilling er Lars Jeppesen. Lars er som profil utrolig udadvendt, og har derfor et gigantisk netværk omkring sig i Aalborg.

Til daglig bor han på en Living Boat i Skudehavnen, hvor han er i gang med at skabe et nyt fantastisk maritimt miljø i Vestbyen i Aalborg.

Men hvad er “Indsigt i din Udsigt” så?

Udstillingen bliver på 500 kvadratmeter i store lokaler på Havnefronten ved Østre Havn, hvor man ung som gammel kan få fortalt historien om Aalborgs udvikling fra industriby til vidensby gennem helt specielle billeder.

Billederne suppleres af effekter fra historien såsom kul ved fortællingen om Aalborg Portland og så videre.

Har brugt mange timer i kajakken

Dermed kommer alle sanser i brug, når de forskellige generationer kan opleve Aalborgs vilde udvikling. Alle billeder er taget af selvsamme mand. Lars Jeppesen.

“Jeg vil vove og påstå, at jeg er den i Aalborg, der har brugt flest timer i vandet herude. Der hvor folk har et hjerte, der har jeg et anker, plejer jeg at sige.

Jeg har brugt uanede mængder timer i min kajak ude på vandet, og hver eneste gang jeg har set noget smukt eller historisk, så har jeg taget billeder af det,” siger Lars Jeppesen, da MigogAalborg møder byens maritime ildsjæl.

Han fortsætter talestrømmen;

“Det fik mig til at tro på, at jeg kunne skabe en romantisk fortælling gennem mine billeder om Aalborgs udvikling.

Så i tre måneder i træk skød jeg bare en masse forskellige billeder. Det helt særlige er så, at alle billeder enten er taget halvanden time før solopgang eller halvanden time efter solnedgang.

Og så er alle billederne taget ude på vandet, hvilket også gør det ret specielt,” forklarer han.

Kæmpe udstilling åbner snart på Havnefronten: Alle billederne er taget fra vandet
Claus Starbæk Ravnborg fra Sydbank (tv) og Lars Jeppesen

Stor støtte til udstillingen

Selve udstillingen åbner som nævnt 31. maj og løber syv uger frem.

Dermed vil den også være åben, når hele Aalborg, og især Havnefronten, står på den anden ende under Tall Ship Races, der kun kommer til byen hvert fjerde år.

Der er stor støtte fra forskellige som Aalborg Kommune, A. Enggaard og Sydbank med hovedsæde i Østre Havn har også bakket utrolig meget op omkring projektet og sørget for at det bliver til en realitet.

“Da Lars første gang præsenterede projektet for os, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle være med til at bakke op omkring det. Jeg fik ret hurtigt aktiveret mit eget netværk, og der var en helt fantastisk respons.

Alle kan se, at det er en gave til Aalborg givet med stor kærlighed. Jeg synes ikke, der er noget andet sted i Aalborg, hvor bedstefar kan fortælle barnebarn om byen, dengang han var knægt.

Det kan man med den her udstilling. Man bliver ganske enkelt klogere på sin egen by igennem Lars’ fantastiske billeder og fortælling,” siger direktør i Sydbank Aalborg, Claus Starbæk-Ravnborg.

Sanser og øjnene skal optage gæsterne

Selve lokalerne bliver helt mørklagt, når man kommer ind. Derfra er det sanserne, øjnene og naturligvis samtalen der skal optage gæsterne.

“Vi skal ned og optage under jernbanebroen, når toget kører over, og så skal det afspilles på udstillingen.

Når man ser et billede af Hedegaard, så skal der ligge korn foran.

Forhåbentligt giver det hele anledning til at snakke om byens udvikling, og hvad vi håber, at Aalborg udvikler sig til. Men det er også utrolig godt for yngre generationer at opleve, hvordan Aalborg engang har været,” siger Lars Jeppesen.

På samme tid hvor den spændende udstilling åbner, så lanceres et helt andet projekt, som Lars Jeppesen også står bag.

Som også bakkes op af Sydbank i Aalborg.

En såkaldt samtalesti på begge sider af Limfjorden.

Kæmpe udstilling åbner snart på Havnefronten: Alle billederne er taget fra vandet
Foto: Lars Jeppesen – Indsigt i din udsigt

16 poster langs Limfjorden

Hvor man går en rute med 16 poster fra eksempelvis KMD ved Østre Havn og så slutter den ude hvor Egholm-færgen afgår.

Så kan man gå på den her samtale-sti og opleve Aalborgs udvikling, hvor blandt andet Stadsarkivet bidrager med historiske billeder.

“De her billeder langs Havnefronten på begge sider af Limfjorden skulle gerne give anledning til gode samtaler.

Det kan være kæresteparret på aftentur, venner, veninderne, hele familien og så videre.

Det handler om at blive klogere på vores by, for det er med til at skabe et større fællesskab mellem os, der bor og bruger Aalborg,” fortæller Lars Jeppesen.

Bæredygtigt projekt

Hos Sydbank glæder man sig til at få ført de to store projekter ud i livet i løbet af de kommende måneder.

“Vi synes, det er et ansvarligt og bæredygtigt projekt at være med til at få fortalt byens borgere om Aalborgs historie.

Det er en helt fantastisk forvandling, byen har været igennem, og det fortjener at blive fortalt og set. Det er noget, som rigtig mange vil få gavn af,  hvor man kan få en god snak om Aalborg på gåturen,” lyder det fra Claus Starbæk-Ravnborg.

Del artikel

Andre læser også