Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyt på takeaway-himlen: Her får du indisk burger, pizza og naan-rulle

Af Nathalia Hentze Nielsen

Aalborg er en madby med stort M.

Her kan du få alt det hjertet begærer, hvad end det er cafémad, gastronomiske tryllerier fra restauranter eller takeaway.

Vi er personligt ret glade for takeaway – især til frokost – og derfor er begejstringen stor, når der er nyt på takeaway-himlen.

Den seneste nyhed er fra ChaaCha, der har lanceret deres egen takeaway afdeling ved navn Dada D.

Her kan du bestille et væld af indiske retter; f.eks. gamle kendinge som Butter Chicken og Chicken Tikka Masala.

Men! De har også nogle spændende nyheder, som du ikke får andre steder i byen. Nemlig indisk burger, masala-krydrede pomfritter, punjabi pizza og naan-ruller.

Nyt på takeaway-himlen: Her får du indisk burger, pizza og naan-rulle

Himmelsk dej

Vi bestilte Spicy Indian Lam & Beef Burger, som er en krydret indisk lam- og oksekødsburger lavet med friskhakket lam og oksekød, krydret med hjemmelavede krydderier og serveret på ristede briocheboller.

Burgeren smager meget af lam, og det er på den rigtig gode måde.

Kontorets lammeentusiaster var meget glade for, hvad der nok er Aalborgs eneste burger med lam, mens dem der normalt går langt udenom mæh-dyret, venligt lagde bestikket fra sig.

Hvad kan vi sige – det er en smag, der deler vandene!

Til burgeren fik vi Masala Fries med karryblade- mayo, der beskrives som en “fusion af indiske krydderier og cremet mayo, der løfter dine fritter til et helt nyt niveau.”

Det kan vi skrive under på. Fritterne røg lynhurtigt, og alle var enige om, at de både var godt krydrede og godt sprøde.

Pizzaen, kaldet Stuffed Punjabi Pizza, er bestemt ikke pizza, som du kender det.

Her er fyldet mellem to stykker dej, og man skulle måske tro, at der er for meget dej – men nej. Dejen er blød og lækker, og sammen med den smeltede ost spiller det maks.

Det var bestemt favoritten blandt redaktionen.

Nyt på takeaway-himlen: Her får du indisk burger, pizza og naan-rulle

Sidst, men ikke mindst fik vi også naan-ruller fyldt med kylling, salat og saucer.

ChaaCha har nok byens bedste naanbrød, og her får du en hel del af det på én gang. Det er nemt at spise og rammer de helt rette noter af velsmag.

Sjældent har vi været så mætte efter en frokost, men vi fik også kværnet en hel del himmelsk dej (og fortryder ingenting).

Kunne du tænke dig at prøve Dada Ds retter, skal du bestille det over Wolt.

Del artikel

Andre læser også