Dømt efter dramatisk hændelse i Aalborg: Nu fyrer Ilva topdirektøren
En dramatisk hændelse i det centrale Aalborg har nu fået store konsekvenser i toppen af møbelkæden Ilva.
De meddeler torsdag, at de har afbrudt samarbejdet med deres topdirektør Martin Hallund.
Ilva-kæden ejes af giganiske Lars Larsen Group.
Årsagen til fyringen er, at den administrerende direktør i går blev fundet skylding i Vestre Landsret for at have udsat en cyklist for fare med sin firmabil ved en hændelse i Aalborg.
Han blev derfor tildelt 60 dages betinget fængsel, frakendt kørekortet i et år samt konfiskeret firmabilen ved dommen i Vestre Landsret.
“På baggrund af den dom, som Vestre Landsret afsagde i går, har Lars Larsen Group Retail i samarbejde med Martin Hallund besluttet, at ansættelsesforholdet ophører,’ oplyser kommunikationsdirektøren i en mail til Finans.
Ramte cyklist på Vestre Havnepromenade
Det var i marts 2022, at Ilva-direktøren ramte en cyklist på Vestre Havnepromenade langs Havnefronten i Vestbyen.
Ifølge dommen så blev direktøren sur over, at en cyklist slog på bilen, da cyklisten følte, at han var ved at blive kørt ned.
Det fik Ilva-direktøren til at accellere op og kørte direkte ind i cyklisten, som væltede.
Retten vurderede, at cyklisten blev udsat for fare i situationen.
Retten har i sin dom lagt vægt på de vidneforklaringer, der har været under sagen.
Ifølge et af vidnerne, der gik på fortovet tæt på ulykkesstedet, var det ‘meget tydeligt’, at tiltalte kørte efter cyklisten.
Et andet vidne har tilføjet, at cyklisten ‘bragede’ ind i siden på bilen og væltede. Han kunne ikke have undgået sammenstødet, lyder det.