Snart slut med en ristet med det hele: Ikonisk pølsehus i hjertet af Aalborg lukker ned

Siden 1980’erne har du kunnet få en”kradser” eller en “hotdog med det hele” på Bredegade torv, men nu lukker Bredegade Pølsehus efter flere år med underskud.
“Den sidste pølse langes over disken ved udgangen af oktober eller lørdag den 1. november,” oplyser den nuværende indehaver, som har haft stedet de sidste 8 år.
I følge BBR blev huset opført i 1999, men allerede før det, kunne man købe pølser fra en rullende pølsevogn på torvet.
Dermed lukker endnu et ikonisk pølsehus i Aalborg.
For to år siden var det “Børnenes Kontor” på Nytorv, der måtte lukke, fordi stedet ikke kunne finde en ny leder til at overtage driften.
Nye planer for torvet
Dog er lukningen af pølsehuset på Bredegade en del af den fremtidsplan, der skal forvandle Bredegade torv til et attraktivt sted for både butikker og beboere – og som forhåbentlig snart går i gang.
Når de nye planer realiseres, inddrages pladsen, hvor pølsehuset er placeret til fordel for et nyt moderne byggeri.
Det er usikkert, hvornår renoveringen går i gang, og på grund af underskud og dalende salg vælger den nuværende indehaver af pølsehuset altså at lukke allerede dette efterår.
Du kan dog stadig nå at få en bid af pølsen, før huset lukker den 31. oktober – eller 1. november.