Ikonisk guitarist, basarm og fællessang: 5 nye navne klar til Nibe 2023
Nibe Festival har efterhånden fået det ambitiøse musikprogram på plads, og sommerens festival byder på store navne som Zara Larsson, Lukas Graham, The Minds of 99, OneRepublic, Nik & Jay og MANGE flere.
“Vi tyvstarter the-rest-of-releasen med yderligere 5 navne, som igen klart viser, hvor bred en festival Nibe er,” fortæller Nibe Festival i en pressemeddelelse.
Aktuelle Folkeklubben, amerikanske Walter Trout, unikke Annika Aakjær, festorgiet ItaloBrothers og Gobs, den fremadstormende hitmager, er klar til Nibe 2023, som afvikles i dagene 28. juni – 1. juli.
“På torsdag d. 2. marts kl. 10 stiger prisen på dagsbilletterne. Derfor har vi arbejdet intenst og målrettet på at få programlagt de pt. offentliggjorte navne,” fortæller Nibe videre.
Disse navne er offentliggjort:
Onsdag d. 28. juni 2023: Zara Larsson (S), Lukas Graham, L.O.C., Tessa, Nicklas Sahl, ItaloBrothers (D) og yderligere 15 navne
Torsdag d. 29. juni 2023: The Minds Of 99, Benjamin Hav & Familien, Carpark North, Emil Lange, Hugorm, Folkeklubben, Annika Aakjær, Rasmus Walter, Gobs, Eee Gee og yderligere 11 navne
Fredag d. 30. juni 2023: OneRepublic (US), Tobias Rahim, TV-2, Artigeardit, Hjalmer, Lamin, Oh Land, Danser Med Piger og yderligere 15 navne
Lørdag d. 1. juli 2023: Nik & Jay, Saveus, Walter Trout (US), Kato, Stine Bramsen, Akademiet, Prisma og yderligere 16 navne
Walter Trout (US)
Trout turnerede i de unge år med bl.a. John Lee Hooker og John Mayall´s Bluesbreakers. Netop John Mayall blev indirekte årsagen til Walter Trouts store sologennembrud, og sjovt nok var rammen de legendariske cigarlokaler, hvor det gamle Skråen havde til huse.
Umiddelbart inden koncerten her blev Mayall syg og måtte aflyse. Trout tog tjansen for den sygdomsramte chef og Walter Trout Band var født.
Den kendte musikanmelder Thomas Treo er også fuld af lov om guitaristen:
”Walter Trout synger så inderligt, at det må gøre ondt i indvoldene. Hvis Trout ikke havde været en frådende intens og ekvilibristisk topguitarist, kunne han snildt havde fået en karriere som soulsanger”
Folkeklubben
Måske landets allermest autentiske orkester er atter klar til Nibe.
“Vi elsker dem. Vi elsker deres varme, folkelige men også samfundsrelevante hits som “Fedterøv”, ”Blomsten Og Vasen”, ”Sort Tulipan” og ”Danmark”. Vi elsker deres koncerter,” fortæller Nibe.
Til april smider Folkeklubben deres 6. album, så Kjartan Klein og co. er helt sikkert superaktuelle, når de torsdag d. 29. juni, på andendagen, åbner Stor Scene.
Gobs
I sidste uge strøg Gobs direkte ind på album-chartens 1. plads med albummet ”Knuste Hjerter Heler Aldrig”.
Det er logisk, for ikke alene er Gobs fremadstormende med stor power, albummet er også stopfyldt med stærke singler som ”Tro På Kærlighed”, ”I Dette Sekund”, ”+45 1888”, ”Frie Fugle”, ”Flytter Bjerge”, ”Endnu En Krig” og ”Renæssance”. Ikke mindre end 6 af numrene befandt sig i øvrigt blandt de 22 øverste på sidste uges singlechart.
Annika Aakjær
Fantastiske og finurlige Annika Aakjær debuterede med albummet ”Lille Filantrop” helt tilbage i 2008 og fik allerede i 2009 en af branchens eftertragtede ”Steppeulve”.
Det helt store og meget brede gennembrud kom til og med en optræden til Zulu Awards, hvor Aakjær bankede sangen ”Natbind Om Dagen” af og efterlod både publikum og seerne nærmest hulkende af grin.
Annika Aakjær er på ingen måde bare en syngende komiker – om end ganske få, når hende der. Hun er en dybt respekteret, stærk sanger og komponist med et syleskarpt, slagfærdigt og ofte selvudleverende tekstunivers.
ItaloBrothers (D)
Drønpopulær i Nibe, og meget flittig ”gæst” i Skalskoven. Det ændres der ikke ved i 2023.
ItaloBrothers er tilbage på Blå Scene, og laver ubetinget gigantisk fest med hits som ”Stamp On The Ground”, ”Summer Air” og ”My Life Is A Party”.
Festen går, som den har gjort det så mange gange, grassat onsdag eftermiddag på Blå Scene.