Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ikke mange fly ud af landet: Rejsevejledninger rammer Aalborg Lufthavn hårdt

Af Michael Qureshi
Foto: Aalborg Lufthavn
Foto: Aalborg Lufthavn

Endnu en usædvanlig stille måned i Aalborg Lufthavn er afsluttet, og konsekvensen af Europas nedlukning ses stadig tydeligt i udenrigs- og chartertrafikken.

I maj 2020 var der således en tilbagegang på 100 procent i antallet af charterpassagerer til og fra Aalborg Lufthavn – med 0 charterpassagerer i år mod 14.472 passagerer i maj 2019.

Udenrigstrafikken går også 100 procent tilbage i maj 2020, da 0 passagerer er registeret i maj 2020 mod 45.830 passagerer i maj 2019. 103 passagerer udgør det, der kaldes andet trafik.

Det skriver Aalborg Lufthavn i en pressemeddelelse.

Fraråder rejser til mange lande

Myndighedernes forlængede rejsevejledninger, hvor de fraråder rejser til alle øvrige lande end Norge, Island og Tyskland får også store konsekvenser for trafikken i Aalborg Lufthavn.

KLM har dog meddelt, at de genoptager ruten Aalborg-Amsterdam med en daglig afgang fra den 15. juni, og meget mere bliver det nok ikke til med fly ud af landet fra Aalborg Lufthavn.

“En sommersæson uden chartertrafik, og kun marginalt udenrigstrafik kommer til at gøre ondt på os og hele branchen,” siger Søren Svendsen, direktør for Aalborg Lufthavn.

Indenrigstrafik øges

Til trods for dét synes en lille optimisme at spire, idet indenrigstrafikken begynder at røre på sig.

Indenrigstrafikken går således ’kun’ tilbage med 95,0 procent, således rejste 3.722 passagerer til og fra København i maj 2020 mod 74.300 passagerer i 2019.

“Fra 8. juni får SAS selskab på Aalborg – København ruten af DAT, der starter med at flyve 3 daglige afgange.

Samtidig flyver DAT allerede til Bornholm fra Aalborg, og her har flyene særdeles pæne belægningsprocenter, så efterspørgslen på dansk indenrigs er stigende,” siger Søren Svendsen.

I august starter Great Dane Airlines også op med fire daglige afgange til København, så på den rute er der lagt op til skarpe priser.

Del artikel