Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Masser af gratis aktiviteter: Kæmpe event rykker ind i Kildeparken i maj

Af Michael Qureshi
Foto: Simone Kjølby Christensen
Foto: Simone Kjølby Christensen

Kildeparken kommer til at summe af liv i løbet af flere dage i maj.

Her rykker den store begivenhed IDRÆTSMØDET nemlig helt ind centralt i Aalborg med masser af gratis tilbud for alle aldersgrupper.

Det bliver samtidig årets første store event i byen her i 2023, og er startskuddet på nogle begivenhedsrige måneder.

IDRÆTSMØDET er lidt idrættens svar på det politiske FOLKEMØDET på Bornholm, og det er ved at være en del af Aalborgs DNA, at vi afholder det her i byen.

Sidste år blev det primært afholdt i Vestre Fjordpark, og det var i samme uge som DM-ugen i juni.

Nu adskiller man det mere klart og gør det til en endnu større folkefest i Aalborg.

Et par fede dage i vente

Sideløbende med at der kommer til at ske en masse fede ting i Kilden, så afvikles Danmarks største konference for idræt i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Men den store publikumsdel foregår i Kildeparken fra tirsdag den 2. til torsdag 4. maj – og er, bortset fra nogle få events med tilmelding, helt gratis.

Der kommer eksempelvis et stort Bike-Run-Walk stafet løb, som man forventer kommer til at trække rigtig mange deltagere.

Masser af gratis aktiviteter: Kæmpe event rykker ind i Kildeparken i maj

Man kan både opleve topatleter lave ting i Kildeparken, samtidig med at man selv kan prøve en masse fede ting.

“Vi kommer til at fordele Kildeparken ud i forskellige områder.

Der vil være en opvisningsarena med tilskuerpladser.

Portaler i form af telte, som man går igennem for at komme helt tæt på oplevelserne, ligesom der vil være en debatscene med aktuelle debatter hver dag.

Der vil også være en podcast scene, hvor der bliver optaget podcasts med publikum – typisk med træningsråd fra førende eksperter,” fortæller Morten Arvidsson, som er koordinator på IDRÆTSMØDET.

Blandt de mange forskellige idrætsverdener vil der blandt andet være en cykelverden.

Den indeholder blandt andet et cykelværksted, cykelfitting – så din cykel er korrekt indstillet til dig, eller kom og prøv Specialized el-cykler.

Du kan også møde andre cykelentusiaster og høre om deres oplevelser.

Måske kan du få lyst til at prøve BMX eller MTB.

Løb, fitness og meget mere

I løbeverdenen er der gode råd til den korrekte træning – opbygning af træningsprogrammer, løbeudstyr til motionisten, nybegyndere, den krævende ultraløber – og aktiviteter med bl.a. Aalborg Atletik & Motion.

Tough Trails vil være der med forhindringsbane og der vil også blive lavet orienteringsløb og skattejagter i parken.

Gymnastik-verdenen vil indeholde en blanding af opvisninger, træninger og kom-og-prøv aktiviteter.

Fitnessverdenen giver mulighed for at møde nogle af de lokale fitnesscentres trænere – vær med på deres holdtræninger og få masser af gode råd til hvordan du selv kan komme i bedre form.

Outdoor sport har boomet de seneste år både på- og i vandet, ligesom naturområder på land er mere populære end nogensinde før.

I denne verden vil der være både klatring, vandring og andre former for friluftsliv, mens duften fra bålet sniger sig ind i næseborene.

Street idrætten bliver også synlige både med parkour og street boldspil.

Naturligvis vil nogle af de store idrætter som håndbold og fodbold også være tilstede, med forskellige tilbud.

Tre aldersopdelte zoner

Udover de tematiserede idrætsverdener – er der også 3 aldersbetingede områder.

En børnezone af børn for børn – med fokus på børn mellem 4 og 12 år.

En ungezone – som tager udgangspunkt i de unge mellem 16 år og 25 år.

Ligesom der er en zone til de som er 60+ – hvor der bl.a. bliver givet råd til hvordan du kommer i gang og hvordan foreningerne kan tage godt i mod ”ældre” nybegyndere.

Planlagte begivenheder

2. maj

You Go Walk – Scleroseforeningens støttemarch – hvor der samles penge ind til sclerose forskning

3.maj

Canicross -løb

4.maj

Bike-run-walk stafet – arrangeret i Samarbejde mellem Dansk Firmaidræt, Kunsten og IDRÆTSMØDET.

Bliver med start og mål ved Kunsten – med adgang til Kunsten som en del af tilmeldingsgebyret.

Alle 3 dage – bliver der tilbud til virksomheder – fra forskellige udbydere, såsom Yogahuset, træningscentre, foreninger og personlige trænere, om at lave kollegamotion fra kl.14.00-17.00.

“Alle dage er der aktiviteter i Kildeparken fra klokken 16.00 frem til klokken 20.30.

Det skal være med til at give inspiration til et mere fysisk aktivt liv – en styrket folkesundhed og i det hele taget et bedre liv for den enkelte,” lyder det fra Morten Arvidsson

Hvornår: 2. – 4. maj 2023
Hvor: Kildeparken i Aalborg
Hvad koster det: Gratis bortset fra enkelte events med tilmelding
Hvem: Alle – både børn og børnefamilier, men også for unge samt de lidt ældre.
Hvem arrangerer: IDRÆTSMØDET

Del artikel

Andre læser også