I begrænset periode: Café inviterer på middag for to til kun 200 kr.

Middag for to til 200 kroner lyder jo næsten for godt til at være sandt.
Men det er præcis, hvad du kan få hos Café Klostertorvet lige nu.
Så vi skyndte os derned, og fandt en plads på terrassen, hvor vi lige kunne suge en anelse sol til os og fejre foråret.
De kører nemlig med et super nuttet koncept, hvor du kan få et spændende udvalg af retter til det, de kalder en “vennepris” hele marts måned fra mandag til onsdag.
Det betyder, at der om mandagen er to valgfrie salater på menuen, tirsdag står den på tapas-tallerkener, og onsdag kan I varme jer på deres hot-pots.
God kvalitet til ingen penge
Vi havde derfor tre forskellige salater at vælge imellem til vores mandags-date. Vi gik med en klassisk cæsar-salat og en salat med laks.
Da vi fik retterne serveret, kunne vi hurtigt konkludere ud fra størrelsen på portionerne, at de ville os det rigtig godt.
Begge salater var en sand fryd for øjet og perfekte til et smukt Insta-billede i solen.
De er fyldt med friske og sprøde grøntsager.
Cæsar-salaten er godt fedtet ind i en lækker dressing og fyldt med crunchy brødcrotoner og saftig kylling.
Æggene er perfekt kogt og smilende – lige som de skal være.
I laksesalaten er det helt klart mangoen, der tager hovedrollen. Den tilføjer nemlig den perfekte mængde syre og sødme til den fede laks.
Derudover er den også let spicy og toppet med sprøde urter.
Alt i alt får man virkelig meget for pengene – og vi havde den perfekte stund i solen.
Tapas-tirsdag og hot-pot-onsdag
I morgen og resten af tirsdagene i marts er der dømt tapas-tirsdag, hvor man kan få to tapastallerkener for 200 kroner.
Onsdag kan man vælge imellem tre thai-inspirerede bowls enten med kylling, oksespidsbryst eller lime-chili marinerede rejer.
Uanset om du tager afsted mandag, tirsdag eller onsdag, er der altså en uhyre billig middag for to i vente.
Det er en oplagt mulighed for at invitere en veninde, kæreste, mor, far, søster, bror eller kollega på en lille date. Tilbuddet gælder fra kl. 17-21 hos Café Klostertorvet.



