Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Demonstration i Aalborg: I aften vil der være mere politi i byens gader

Af Stine Kjølby Christensen
Foto: Rigspolitiet
Foto: Rigspolitiet

Lørdag aften den 9. januar 2021 vil aalborgenserne kunne se mere politi i byens gader end vanligt. Det skyldes en forventet demonstration afholdt af gruppen ’Men in Black’.

For bedst muligt at hindre coronavirus/covid-19 i at sprede sig i samfundet har regeringen indført et forsamlingsforbud, som medfører, at man i Danmark i øjeblikket kun må forsamles op til fem personer.

Nordjyllands Politi har til opgave at håndhæve forbuddet og samtidig sikre størst mulig tryghed og orden for politikredsens borgere.

”Derfor vil borgerne i Aalborg se, at vi her til aften er meget synlige i byen, hvor vi har viden om, at gruppen ’Men in Black’ ønsker at demonstrere.

Alle har en grundlovssikret ret til at forsamles for at ytre sig, og det er således ikke i strid med det aktuelle forsamlingsforbud,” forklarer vicepolitiinspektør Sune Myrup, som har den overordnede ledelse af politiets indsats i forbindelse med demonstrationen.

Vicepolitiinspektøren understreger dog, at politiet har tænkt sig at holde særdeles skarpt øje med, at demonstrationen forløber i god ro og orden.

”Det er som sagt helt i orden at ytre sine synspunkter.

Men skulle det vise sig, at nogle af de fremmødte har en anden agenda og begynder at skabe massiv uro og begå hærværk, så sætter vi en stopper for det med det samme. Der bliver ikke lang snor,” siger Sune Myrup.

’Men in Black’ forventes at begynde deres demonstration i Kildeparken i Aalborg først på aftenen.

Del artikel

Andre læser også