I Aalborg laver man verdens hurtigste webshopmotor


Hvor hurtigt blev denne artikel loadet?
Du kan jo helt sikkert ikke svare og forhåbentligt er der tale om millisekunder. Derfor læser du stadig med.
Alle har prøvet at surfe på en hjemmeside og være frustreret over hastigheden. Det er sådan, at sålænge, hastigheden er god, så lægger vi ikke mærke til det. Det er først, når det står skidt til, at vi bemærker det.
Men vi reagerer alligevel på det, når det går for langsomt. Google har flere gange konstateret, at brugerne ikke gider langsomme sider. De googler noget, klikker på et resultat, venter, opgiver og klikker så “tilbage” til Google for at tage næste resultat.
Google har målt, at der er sammenhæng mellem, hvor langsomt en side loader, og hvor mange brugere, der klikker sig tilbage.
Hjemmesiders hastighed har helt klart betydning for, om vi gider bruge dem.
Mange store webshops har også målt, at webshoppens omsætning har en direkte forbindelse med webshoppens hastighed. Store shops som Amazon kan tydeligt mærke forskel i salget, hvis shoppen bliver bare ét sekund langsommere.
Og det er jo ikke anderledes end i den fysiske verden. Står der 14 mennesker i kø foran dig i Salling, så gider du ikke stå der. Du opgiver. Måske kommer du tilbage en anden dag, men måske går du et andet sted hen.
Det samme gælder ved webshops.
Store danske online bureauer siger det ret direkte. “Den nemmeste måde at øge konverteringen på en webshop, er at øge hastigheden” er en sætning, man hører igen og igen, når det handler om at øge konverteringen (som det hedder, når en besøgende bliver til kunde i en webshops).
Derfor er der i dag rigtig stor fokus på hastigheden af en webshop.
Sådan var det ikke for 10 år siden, da det aalborgensiske firma Shoporama gik i gang med at udvikle deres webshop motor. “Dengang havde folk ikke samme fokus på hastighed, som de har i dag”, fortæller Morten Vadskær, der er den ene stifter af firmaet. “Men både jeg og min forretningspartner, Morten Blinksbjerg Nielsen, var ubeskriveligt trætte af langsom software og langsomme
hjemmesider. Så vi havde fra dag ét fokus på, at vores webshop platform Shoporama skulle være en af verdens hurtigste”.
Og det ser ud til at de er ved at være i mål.
I hvert fald kan de i skrivende stund fremvise en fungerende webshop, kurvemageren.dk, hvor produktsiden loader på imponerende 323 millisekunder.
Til sammenligning er de fleste danske webshops et godt stykke over 1-2 sekunder.
Men lad os lige kigge ud i den store verden. Firmaet Pingdom laver hastighedstests og besluttede i 2018 at de ville finde verdens hurtigste webshop. Her blev vinderen en side, der loadede på 468 millisekunder. Altså 145 millisekunder langsommere end hvad aalborgensiske Shoporama kan præstere.
Det bør for god ordens skyld varedeklareres, at det er det københavnske bureau 1260, der har lavet webshoppen. Men shoppen er baseret på Shoporamas webshopmotor og uden den motor, ville 1260 ikke være i stand til at opnå så hurtig hastighed, som de har gjort med webshoppen Kurvemageren.
“Vi er slet ikke færdige med at forbedre hastigheden endnu”, fortæller Morten Vadskær. “Ud over at vi skruer på det tekniske på serveren og databasen for at øge hastigheden, så prøver vi hele tiden at dygtiggøre vores designpartnere, som udvikler webshops, så de kan lave endnu hurtigere webshops til deres kunder med vores motor. Vi prøver også at uddanne kunderne til at have fokus på hastigheden. Det er de heldigvis ret motiverede for, da de godt er klar over, at Google helst vil vise de hurtigste sider i deres søgeresultat”, fortæller Morten og uddyber med at de også uddanner kunderne via forskellige arrangementer, hvor de fortæller kunderne, hvordan de kan forbedre deres webshop.
“Det er jo også i vores interesse, at de har en god webshop. Så har vi dem som kunder i længere tid, så det er også en god forretning for os på den lange bane” slutter Morten af med.