Hyldest til Limfjordsbroen: AaB-spillerne trækker i ny trøje i aften
Til aftenens kamp mod Esbjerg fB vil AaB-spillerne bære deres nye tredjedragt for første gang.
Trøjen er designet med inspiration fra tårnet på Limfjordsbroen.
“Denne sæsons spillertrøjer er som vanligt skabt i tæt samarbejde med Macron, og efter en længere årrække med en fantastisk opbakning er spillertrøjerne i denne sæson en hyldest til klubbens tolvte mand; fansene,” skriver AaB.
Den specialdesignede tredjetrøje bærer farverne og designet fra tårnet på Limfjordsbroen.
“Limfjordsbroen er nemlig et vigtigt knudepunkt, der baner vejen fra vores fans fra hele Nordjylland til AaB’s kampe – både på Aalborg Portland Park og på udebaneture,” lyder det.

Af særlige detaljer finder man bag på trøjen to felter dedikeret til AaB’s røde og hvide farver, ligesom AaB-logoet indeholder en unik holografisk effekt.
Læs også: Fanprotester afbrød AaB-kamp: “I dag gik de for langt” Spillertrøjen kommer til salg på fredag kl. 10.00 på www.aabshoppen.dk, og den kan købes i AaB Shoppens fysiske butikker på Aalborg Portland Park fra kl. 16.30 i forbindelse med fredagens kamp mod Hvidovre I.F.
Kampstart i aften er kl. 19.00 i Esbjerg, hvor AaB skal rejse sig efter fredagens 0-2-nederlag til Horsens.