For hele familien: Hyggeligt superhelte-løb kommer til Aalborg

Vil du støtte en god sag og have en sjov dag i selskab med (næsten) vaskeægte superhelte?
Søndag d. 26. april inviterer Børneulykkesfonden, Carls Running Club & Breadbykaerup til Social Superhero Kids Run.
“Vi mødes ved Friluftsbadet/Vestre Fjordpark kl. 10, hvor der venter en rute på 500 meter. Børnene kan løbe lige så mange omgange, som de har lyst og energi til.
Alle får mulighed for at være ”Superhelte” for en dag – både gennem fysisk aktivitet og ved at støtte en god sag,” skriver arrangørerne om det helt særlige løb.
Løb i en god sags tjeneste
Når man tilmelder sig Social Superhero Kids Run, er man med til at støtte et godt formål.
Social Superhero Kids Run afholdes nemlig i forbindelse med årets Superheltedag 2026, en landsdækkende kampagne af Børneulykkesfonden, der i samarbejde med Carls Running Club & Breadbykaerup samler ind til Legeheltenes arbejde for børn med livstruende sygdomme i Danmark.
Prisen pr. deltagende barn er 50 kr. (+ billetgebyr) og voksne løber med gratis.
Det vil være muligt at tilkøbe din helt egen superheltekappe, så du bliver ekstra flyvende på løbeturen. Heltekappen vil blive udleveret på løbsdagen, og koster 75 kr.
Praktisk info
- Tid og sted: søndag d. 26. april kl. 10.00, Friluftsbadet/Vestre Fjordpark i Aalborg
- Billetpris: 50 kr. Pengene går ubeskåret til Legeheltene.
- Tilmelding: Køb billet her
Om Legeheltene
Alle børn har ret til et liv med aktiv leg og bevægelse – også børn, der er indlagte eller udsatte. Legeheltene er til stede på 64 afdelinger inden for hospitalsvæsenet, børne- og ungepsykiatrien, børnehjem og indkvarteringssteder for flygtninge. Vi skaber et frirum med plads til store armbevægelser, tumlelege og fællesskab – og med plads til at være barn igen.
Legeheltene er et initiativ startet af Børneulykkesfonden. Læs mere på www.legeheltene.dk