Hyggeligt løbefællesskab: Team Tvilling søger flere frivillige
I 2014 stiftede tvillingerne Steen og Peder Mondrup organisationen Team Tvilling efter, at de som de første tvillinger i verden gennemførte en ironman sammen.
Det er en bedrift, der kun bliver mere imponerende af det faktum, at Peder er spastisk lammet og har siddet i kørestol hele sit liv.
Efter de fuldførte det udfordrende triatlon fik de øjnene op for den positive indvirkning træningen havde på Peder, og det blev startskuddet til Team Tvilling, som har spredt sig i hele landet.
I Aalborg findes der også en afdeling, hvor frivillige to gange om ugen løber med handi-atleter i løbevogne – og efterfølgende hygger om kage.
Det sociale løbefællesskab kan lade sig gøre på grund af frivillige kræfter, og lige nu mangler klubben flere løbere, fortæller Bettina Bøjstrup Jensen, som er én af de frivillige.
“Vi løber gerne fra 8 til 10 kilometer hver gang. Der er dog ingen krav til hastigheden. Det vigtigste er, at vi kommer afsted, og at alle mand har det sjovt.
Man behøver ikke have pædagogisk baggrund for at være med eller pleje atleterne. Det er udelukkende socialt,” forklarer hun.
Skaber stor glæde
Løberne og handi-atleterne mødes hver søndag kl. 10.00-12.00 og tirsdag kl. 17.00-19.00 på på Strandvejen 10, hvor de løber afsted i samlet flok.
De deltager også i forskellige løb rundt om i Danmark og er altid med til Aalborg Halvmaraton.
Ser du dem komme løbende i bybilledet, opfordrer Bettina til, at man giver dem en highfive og et hep med på vejen – “fordi så bliver vi så glade,” tilføjer hun.
God stemning kendetegner generelt løbefællesskabet, og det var også dét, som fik Bettina involveret i første sted.
“Othello-løbet i Aalborg var det første løb, jeg deltog i. Vi kom allersidst, men min handi-atlet var simpelthen så glad, da vi kom over målstregen.
Det gav mig en rigtig god følelse, så jeg har været involveret lige siden. Det skaber så meget glæde, og derfor vil vi gerne have flere med i fællesskabet,” forklarer Bettina.
Hos Team Tvilling tager de glædeligt imod både nye løbere og handi-atleter. Er du interesseret i at være med, kan du kontakte Julle Møller på 22 81 56 03 for at høre mere.
Læs mere om Team Tvilling på deres hjemmeside og Facebook-side.