Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kun 35 kroner: Hyggelig musikfestival sparkes i gang i Aalborg

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: Huset i Hasserisgade
Foto: Huset i Hasserisgade

Mens Smukfest drukner i regn, er der andre festivalsarrangører, der i bagklogskabens klare lys har valgt at holde deres arrangementer indendørs.

Det er tilfældet for den aalborgensiske jazzfestival Supernova Jazz Blast, der fra i dag inviterer indenfor til intim klubstemning, jazzhygge, spændende musik og ikke mindst et tag over hovedet.

Festivalen starter i aften klokken 21.00 med en koncert på restauranten El Mundo og varer indtil lørdag den 5. august.

Udover El Mundo finder festivalen også sted på Huset i Hasserisgade og Det Hem’lige Teater i Kjellerupsgade.

Hver koncert koster kun 35 kroner, og du kan håndplukke, hvilke koncerter du vil ind og se.

Internationale kunstnere besøger Aalborg

Det er tredje år i træk, at jazzfestivalen finder sted.

Supernova Jazz Blast er et samarbejde mellem en håndfuld af Aalborgs toneangivende jazzarrrangører og aktører og støttes af Aalborg Kommune, Statens Kunstfond og KODA Kultur.

Om festivalen skriver arrangørerne:

Supernova Jazz Blast er en lidt atypisk jazzfestival, hvor der ikke præsenteres et program af hovednavne, men hvor den voksende og ambitiøse Aalborgensiske jazzscene udfolder sig i forskellige samarbejder med internationale kunstnere som besøger Aalborg i løbet af festivaldagene.

Du vil således have mulighed for at opleve kunstnere fra Island, Letland, Norge, Japan, Spanien og Frankrig – alle koncerter i en intim klubstemning på festivalens 3 scener og altså uden det obligatoriske regnslag og en regnfuld fadøl! 

Plejer du normalt ikke at gå til jazzkoncerter, så giver festivalen en super god mulighed for at opleve stemningen og musikken og en chance for at opleve lyden af internationale artister blande toner med den lokale lyd.

Læs mere om programmet og køb billetter her.

Del artikel