Hygge helt nede på jorden: Juletelt er åbnet i gågaden
Stjernerne og den store røde sløjfe på facaden er ikke Sallings eneste nye tiltag denne jul.
På det lille torv foran Café Herman har man nemlig slået et juletelt op, der sammen med Mandelboden sørger for julestemning og lidt varme i den kolde tid.
Stikker man hovedet ind i teltet, bliver man ramt af ægte moderne jule-æstetik.

Der er skind på bænkene, lanterner på bordene og store julekranse i vinduerne. Fra loftet hænger der varmelamper, så du kan nøjes med at lyne jakken op, mens du nyder en tiltrængt pause fra dine juleindkøb.
I træboden for enden af teltet kan du stille både den lille og den store sult: Fra gløgg og æbleskiver til flæskestegssandwich med det hele.
Vi gik selvfølgelig all in på sidstnævnte – med brun sovs, sprøde flæskesvær og franske kartofler on the side.

Normalt er vi helt oppe at ringe over flæskestegsburgeren på Salling Rooftop, så vi havde set frem til at smage den i de nye hyggelige juleomgivelser.
Men denne flæskestegsburger når desværre ikke helt de samme højder.
Måske mest på grund af det ubehjælpelige værktøj, vi blev udstyret med: Træ-bestik?!.
Flæskesvær vs. træbestik
Vi tager imod vores bestik med en vis skepsis og et lille håb om, at det vil gå bedre, end vi frygter.
Men håbet brister længe før, bestikket gør … og det siger en del.
Gaflen knækker bare ved berøringen af et flæskesvær, og kniven har cirka samme skæreevne som en varm smørklat i en skål risengrød.
Og resultatet?
En kamp mellem menneske og mad, hvor burgeren vinder på teknisk knockout.

Vi må opgive at skære burgeren over, og river i stedet hjælpeløst bolle og steg fra hinanden med gaflen i den ene hånd som en improviseret ske, der kun med møje og besvær kan bruges til at skovle de sovsede mundfulde op i hovedhøjde.
Lækkert, men svedigt
Til gengæld smager elementerne fantastisk hver for sig.
Flæskesværene er sprøde, den syltede rødkål smager hjemmelavet, og den brune sovs rammer lige i julehjertet.
De franske kartofler har et tvist af krydderi, der tilføjer den klassiske ret lidt nyt.
Men det er desværre alt sammen lidt besværligt at nyde, når tallerkenen er for lille, og bestikket giver op, længe før vi selv gør.
Vi afslutter flæskestegsmassakren en smule mere svedige, end da vi ankom.
All-in på hyggen
De gæster, der har slået sig ned andre steder i teltet, virker noget mere afslappede med deres gløgg og æbleskiver –og mon ikke også, det er lettere at fortære den slags med papservice.
Nuvel. Vi ånder lettede – og mætte op. Kampen er slut. 1-0 til flæskestegsburgeren.
Vi elskede smagen af jul, hyggen og varmen i teltet – og vi kommer helt sikkert tilbage en anden dag for at smage de norske klejner, æbleskiverne og gløggen.
For stemningen i teltet er magisk – det vil vi gerne skære ind i træ.