Hjælp Aalborg Kommune: Hvad vil du gerne i din fritid?
“Aalborg Kommunes fritidspolitik 2023”
Når man læser det sort på hvidt, lyder det umiddelbart lidt kedeligt, lidt tørt og lidt for … politisk.
Men der tager du grueligt fejl. Aalborgs fritidspolitik er nemlig noget, der vedrører os alle.
For drømmer du om, at din badmintonklub have flere haltider, vil du gerne på flere spejderlejre eller mangler du et sted til at dyrke din hobby med vennerne?
Så er det nu, du har muligheden for at få indflydelse og hjælpe med til, at Aalborg Kommune har det sjoveste, fedeste og ikke mindst mest mangfoldige fritidsliv.
Der skal nemlig udformes en ny fritidspolitik, og Aalborg Kommune vil meget gerne have borgernes input, synspunkter og hjælp til at sætte retning for den.
“Mange har måske en tendens til at tænke badminton, tennis, fodbold og håndbold, når man snakker om foreninger og fritidspolitik.
Men vi hjælper vitterligt inden for alle grene af fritidslivet – lige fra den store rollespilsklub TRoA med 300 medlemmer til den lille rideklub. Ja, vi har sågar foreninger for kaninhop, orkidéer og undulater. Vi har plads til alle,” siger Andy Nielsen, der er fritidskonsulent i Aalborg Kommune.
Du kan allerede nu udfylde spørgeskemaet og få medindflydelse. Det gør du lige her.
Hvordan får vi en federe fritidspolitik i Aalborg?
Aalborg er allerede en kommune, der går forrest på foreningsområdet.
Vi har over 600 godkendte foreninger og 20 aftenskoler, der hvert år engagerer omkring 100.000 borgere i aktiviteter.
Fritidsafdelingen i Aalborg Kommune rådgiver og yder tilskud til mere end 800 små og store faciliteter i hele Aalborg Kommune og understøtter et stort og varieret udbud af muligheder.
Men det kan naturligvis blive endnu bedre.
“Selvom vi har et stort fokus på foreningslivet, så er det også vigtigt at understrege, at fritidspolitikken også handler om at skabe nogle fede offentlige faciliteter, som aalborgenserne kan bruge i dagligdagen. Det kan være alt fra bedre udendørs træningsfaciliteter til en ny mountainbikebane, en løbesti, nye toiletfaciliteter mv.
Jo flere inputs vi får på det område, jo federe muligheder kan vi lave for borgerne,” forklarer Andy Nielsen
Så hvis du ønsker bedre faciliteter for din sportsklub, bedre outdoor-aktiviteter i kommunen eller noget helt tredje, så er det nu, du skal udfylde spørgeskemaet (det tager kun 5 minutter at udfylde).
“Et godt fritidsliv i Aalborg Kommune er utroligt vigtigt for borgernes muligheder for at leve det gode og aktive liv.
Vi arbejder hver dag sammen med idrætsforeninger, korps, idebetonede foreninger og aftenskoler for at skabe de bedste rammer for en masse aktiviteter. Nu skal vi have gentænkt fritidspolitikken og her vil vi rigtigt gerne have borgernes input til hvad politikken skal have fokus på.
Er der nogle rammer eller vilkår der skal være bedre, så vil gerne høre det. Så jeg vil gerne opfordre borgere i alle aldre til at svare på det spørgeskema vores fritidsafdeling har lavet,” siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.