Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hver lørdag i februar: Gå amok i nutellasnegle og kæmpe gifler

Af Emil Kjær Jørgensen

Vi elsker kage. I elsker kage.

Derfor føler vi det som vores pligt at oplyse, når byen får selskab af noget bagværk, der bare SKAL smages.

For efter et par uger, hvor fastelavnsbollerne har fået al opmærksomheden, er Surdejsbageren på Budolfi Plads igen klar med de efterhånden legendariske Nutellasnegle, der altid går som … varmt brød.

Og denne gang har sneglen taget en rigtig god ven med. For nu kan det opfindsomme bageri nemlig også præsentere deres udgave af den klassiske kanelgiffel, som de fleste nok kender som den (alt for) lille kage, som ofte ryger ned i indkøbskurven, når vi danskere handler ind.

Hos Surdejsbageren har kanelgiflen fået vokseværk, og den kommer i en version på cirka 170 gram, der nok skal blive et sikkert hit hos alle jer, der elsker kanelgiflen.

Hver lørdag i februar: Gå amok i nutellasnegle og kæmpe gifler

“Vi satser på, at kanelgiflen bliver en del af vores faste sortiment det næste stykke tid, og så bliver nutellasneglen en lørdagsgæst de næste tre uger,” forklarer Henrik Bruse Skougaard.

En opgraderet bestseller

Nutella-sneglen er skabt med udgangspunkt i bestselleren kanelsnegl, hvor den klassiske remonce er skiftet ud med det tætteste man kommer på flydende guld: Nutella.

“Siden foråret har vi jo ansat en konditor, der har hjulpet os med at gøre dejen endnu bedre. Denne gang er den ikke helt så kompakt, der er flere lag og så er den toppet med chokoladeglasur og krystalliseret hvid chokolade,” forklarer Henrik om det brune vidunder.

Nutella-sneglen blev oprindeligt en ting i forbindelse med Fars Dag i foråret, hvor den kunne forudbestilles til “manden, der har alt”. Men nu kan vi altså glæde os til, at den får plads i kagemontren de næste tre lørdage.

Hvad: Kanelgifler og Nutellasnegle
Hvor: Surdejsbageren
Hvornår: Nutellasnegle de næste tre lørdage, Kanelgifler hver dag.

Del artikel

Andre læser også