Hvem tør?: Halloween Løbet får en uhyggelig opgradering
Halloween Løbet er ved at blive en fast tradition i Aalborg.
Men hvis du deltager i år, så venter der dig en endnu mere spooky oplevelse.
Deltagerne syntes ikke, det var uhyggeligt nok sidste år, så nu henter BridgeRunner et af Danmarks stærkeste horror-teams ind
Derfor præsenterer arrangørerne nu den største opgradering af Halloween Løbet nogensinde, når løbet vender tilbage lørdag den 24. oktober 2026 ved Skovvejs Auto i Nørresundby.
Den største nyhed er et helt nyt samarbejde med ALKOHOLDET – holdet bag det populære Horror House på Aalborg Garnisonsmuseum, som gennem flere år har skabt nogle af Danmarks mest anerkendte horroroplevelser.
“Vi ønsker hele tiden at udvikle vores events. Sidste år var der én ting, vi hørte igen og igen fra deltagerne: ‘Det må gerne være endnu mere uhyggeligt.’
Den feedback har vi lyttet til. Derfor har vi allieret os med nogle af de dygtigste folk i Danmark til at skabe horroroplevelser. Vi tror på, at deltagerne får en oplevelse, de sent vil glemme,” siger Bo Trige, arrangør af Halloween Løbet.
Mere uhygge – mindre afstand
Selvom deltagerne i år skal løbe færre kilometer pr. omgang, bliver oplevelsen langt mere intens.
Den tidligere runde på 5,3 kilometer er erstattet af en ny rundstrækning på blot 2,7 kilometer.
Til gengæld bliver ruten fyldt med uhygge.
Mørke skovstier, levende skræmmere, ild, lyseffekter og overraskelser bliver en langt større del af oplevelsen end tidligere, og ALKOHOLDET får frie hænder til at skabe den stemning, de er kendt for fra Horror House.
For at gøre oplevelsen endnu mere intens bliver deltagerne heller ikke sendt afsted i store felter.
I stedet starter løberne i mindre startgrupper med få minutters mellemrum, hvorefter de sendes ud i små grupper med cirka 30 sekunders afstand.
Det betyder, at deltagerne ikke blot kan gemme sig i en lang kø af løbere, men i højere grad kommer til at opleve mørket – og det, der gemmer sig i det.
Fire dystre udfordringer
Halloween Løbet handler fortsat om oplevelsen frem for sluttiden.
Deltagerne kan vælge mellem fire forskellige udfordringer:
- Zombie Jagten – 5,4 km
- Killer Clown Flugten – 10,8 km
- Vampyr Forfølgelsen – 16,2 km
- Monster Inferno – Halvmarathon
Alle distancer foregår på den nye, intense rundstrækning.
Ny medalje markerer den nye æra
2026 byder også på en helt ny medalje.
BridgeRunner har designet en ny metalmedalje specielt til årets udgave af Halloween Løbet, så deltagerne får et unikt minde om aftenen.
“Når vi opgraderer selve oplevelsen, skal medaljen naturligvis også afspejle det. Mange samler på medaljerne fra vores events, så derfor har vi valgt et helt nyt design, som passer til årets tema,” fortæller Bo Trige.
Mere end et motionsløb
Halloween Løbet er ikke et traditionelt motionsløb.
Målet er ikke nødvendigvis at sætte personlig rekord, men at skabe en anderledes aften, hvor motion kombineres med spænding, grin og uhygge.
Efter løbet kan deltagerne varme sig med en skål varm suppe i den gamle garage hos Skovvejs Auto, mens klovne, zombier og andre uhyggelige skabninger fortsat bevæger sig rundt i området.
Udklædning er frivillig, men der vil igen være præmier til de bedst udklædte deltagere.