Hvem skal date hende?: Den nye Bachelorette bor i Aalborg
TV-programmet Bachelorette tog Danmark med storm, da første sæson løb af stablen tidligere på året.
Nu er TV2 snart klar med en ny sæson
Interesserede bejlere kan allerede nu melde sig til programmet, men spørgsmålet er så, hvilke bachelorettes de mange mænd skal kæmpe om, når kærlighedsdramaet udspiller sig?
Det har TV2 nu afsløret, og minsandten om ikke en af de to bachelorettes er her fra Aalborg.
Denne gang foregår kærlighedseventyret i Sri Lanka, hvor 2 singlekvinder skal date 18 mænd i håbet om at finde deres livs kærlighed.
Aalborg-pige er med i programmet
27-årige Sofie Martinusen er opvokset i Odder Syd for Aarhus, men hun bor til dagligt i Aalborg, hvor hun studerer international virksomhedskommunikation på Aalborg Universitet.
Sofie drømmer om enten at drive sin egen virksomhed eller at arbejde med markedsføring for en international organisation.
“Jeg er meget ambitiøs omkring mit studie og arbejdsliv. Jeg har nogle store drømme, og dem håber jeg, at jeg kan fuldføre, siger Sofie Martinusen til TV2.
Sofie Martinusen går ikke efter en bestemt type. For hende er loyalitet og ærlighed det vigtigste.
“Personlighed kan så meget mere end udseendet, og hvis man har personligheden med sig, så vokser det ydre jo så meget på én, forklarer hun til TV2.
Sofie har været single i snart et år, og hun er et sted i sit liv, hvor hun føler, at hun kan bidrage med en masse godt i et forhold, og hvor hun er helt klar til at dele hverdagen med en mand.
Den anden bachelorette er 28-årige Lissa Paustian. Hende kan du læse mere om her.
Meld dig til casting
Hvis du tror, at Sofie eller Lissa er lige præcis din drømmekvinde, så kan du tilmelde dig casting til anden sæson af ‘Bachelorette’ her.
‘Bachelorette’ bliver optaget i januar og februar 2024 og sendes på TV 2 Echo og TV 2 Play fra maj.