Takeaway-sted klar med udfordring: Hvem kan hurtigst spise en döner?
Der er ikke meget, der er lige så mundvandsfremkaldende som en döner i sprødt brød fyldt med grillet kalvekød og rigelige mængder dressing.
Men spørgsmålet er, om du kan formå at køre den ned på mindre end tre minutter?
Berlin Döner har nemlig udfordret deres kunder til at spise en döner på rekordtid:
“Det hele startede som en video, vi lavede, fordi jeg altid har fået at vide, at jeg spiser hurtigt. Jeg spiste en döner på 3 minutter og 19 sekunder.
Og der var selvfølgelig tonsvis af unge mennesker, der gerne ville prøve at slå rekorden.
Derfor tænkte jeg, at det kunne være sjovt at lave en officiel konkurence, hvor vi samler 8-12 stykker, der kan prøve at slå den,” fortæller Berlin Döners ejer, Damir Stojkovic.
Først til mølle
Han skal selvfølgelig også selv deltage i konkurrencen for at give deltagerne kamp til stregen.
Kapløbet kommer til at foregå mandag den 30. december kl. 12 hos Friis Streetfood.
Du melder dig til ved at skrive en besked til Berlin Döner på Instagram.
Og udvælgelsen foregår efter først til mølle-princippet.
Vinderen får 1000 kroner kontant, gavekort ned til Berlin Döners butikker og flere overraskelser.
De er en vinder, men der bliver også uddelt trøstepræmier til de andre deltagere.
Rekorden er som sagt 3 minutter og 19 sekunder, men du skal altså kunne slå Damir Stojkovic for at kunne kalde dig vinder af årets helt store döner-konkurrence.