Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hvem er bedst?: Stor restaurant-konkurrence indtager Nordjylland

Af Emil Kjær Jørgensen
Fra kåringen af sidste sæsons vinder af Bedst i Nordjylland på Den Danske Spiseguides Galla: Vendia Brasserie ved Thomas Thomsen, Anders Høst og Kristian Rise, der får overrakt diplom af Mads Stenstrup
Fra kåringen af sidste sæsons vinder af Bedst i Nordjylland på Den Danske Spiseguides Galla: Vendia Brasserie ved Thomas Thomsen, Anders Høst og Kristian Rise, der får overrakt diplom af Mads Stenstrup

Hele 58 nordjyske kvalitetsrestauranter fra langt de fleste nordjyske kommuner har den udvidede jury i restaurant-konkurrencen Bedst i Nordjylland i år fundet værdige til bruttolisten over, hvem der har en god chance for uanmeldt testbesøg de næste måneder. 

Det meddeler de i en pressemeddelelse.

Ca. 25 indledende testbesøg (en tredjedel flere end sidste sæson) har initiativtagerne – med gode sponsorers hjælp – fundet råd til at gennemføre hen over sommeren + semifinale- og finalerunde i august og september.

Fra Hotel Thinggaard, Hurup i Vest til restaurant Uafhængig, Hobro i syd, restaurant Raalingen, Hou i øst til eksempelvis Håkon i Skagen i nord.

Disse og 54 andre dygtige kolleger er inde i varmen til et af de mange nu planlagte testbesøg, hvis anmeldelser løbende vil kunne følges på Facebookgruppen Gourmetkartellet, hvis flere end 4000 medlemmer iøvrigt er taget med på råd.

Det blev afklaret på juryens indledende (og velsmagende) planlægningsmøde på Mortens Kro, der i 25 år har befundet sig i det absolutte nordjyske restaurantførerfelt, og også er indlysende kandidat i denne sæsons konkurrence.

”Vi er bl.a. stolte af, hvilken forstærket interesse vi i år oplever også fra nogle af regionens mest anerkendte restauranter for vores konkurrence, der jo har til formål på kærlig vis at beskrive de bedste nordjyske spiseoplevelser med særligt fokus på Value for Money – altså pris kontra kvalitet,” fortæller Mads Stenstrup, styrmand på Bedst i Nordjylland / Value for Money.

Kvalitet for begrænset budget

Eksempelvis har såvel fine dining-restauranterne Okê på Ruths Hotel som HimmerRiget på Himmerland Resort netop meldt ind, at de sideløbende med deres primære store, kostbare menuer i år også vil tilbyde deres gæster en mindre menu for et mere begrænset budget, der kan overholde konkurrencens ret stramme økonomiske krav.

Kravet er relativt simpelt:

Bruttolisten består af nordjyske kvalitetsrestauranter med mindst tre ugentlige åbningsdage, der tilbyder en fixed menu på mindst 3 retter + en tilhørende køre-vinmenu (halve glas) til samlet ca. 1200 kr. meget gerne færre penge og absolut max 1500 kr.

Sidste sæsons vinder blev Vendia Brasserie i Hjørring, hvis 5 retters menu med vin til knap 1000 kr. den gang vurderedes bedst til prisen efter en delikat og rekordhurtigt udsolgt finale mod Restaurant Vandret fra Løkken foran et begejstret spisende publikum.

Det glæder Mads og juryen, at fx den ene af Nordjyllands trods alt kun to toprestauranter med Michelinstjerne, Villa Vest i Lønstrup igen i år også kan servere en menu, der overholder dette krav.

Også Den Danske Spiseguides navnkundige redaktør Bent Christensen glæder sig:

”Nordjylland er den egn i Danmark udover København, hvor der de senere år er sket mest positivt på madscenen. Det er samtidig spændende at se, hvem der faktisk præsterer bedst på nogenlunde samme prisniveau, og at det derfor ikke er råvarernes pris, der har indflydelse,” som han siger.

Hvem er bedst?: Stor restaurant-konkurrence indtager Nordjylland
Juryen fik afklaret de sidste detaljer afklaret op til årets ”Bedst i Nordjylland – Value for Money”. Selvfølgelig over ”en god bid brød” – i øvrigt på restaurant Mortens Kro. Fra venstre er det Mikael Jul Jensen, Laura Sahl, Søren Hjortshøj og Mads Stenstrup (Claus Bauer var fraværende). Foto: Stenstrup PR.

Nye kyndige øjne i juryen

Til at stå for bedømmelserne er Bedst i Nordjylland-juryen i år blevet udvidet fra 3 til 5 personer: Ny er Laura Sahl, der ved siden af sin og en partners travle frisørsalon LaLi i Vester Hassing også er tidligere vinder af TV3’s Masterchef med flere end 15.000 følgere på Instagram til sine talentfulde hjemmekokkerier.

Ny er også Søren Pihlkjær Hjortshøj, der ved siden af sit job som lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital er en meget talentfuld, passioneret og i øvrigt vinkyndig gourmet hjemme i køkkenet.

”Da vi i år vil gennemføre testbesøg på endnu flere restauranter end de tidligere sæsoner herunder en hel del nyere, som vi ikke har testet tidligere sæsoner, har vi fundet det meningsfuldt at udvide juryen.

Laura og Søren har hver en individuel tilgang til sagen, der supplerer den oprindelige jury flot. Bare det, at vi nu også får en kyndig, yngre kvindes øjne og smagsløg med vil sikkert glæde mange og kvalificere juryens interne diskussioner yderligere,” siger Mads Stenstrup.

Den øvrige jury består fremdeles af faglærer ved kokkeafdelingen på EUC Nord og selv tidligere nordjysk toprestauratør, Claus Bauer, samt Gourmetkartel-bestyrer Michael Jul Jensen og altså Mads Stenstrup, der driver egen PR-virksomhed og desuden er medforfatter på adskillige bøger om verdens bedste restauranter.

Bedst i Nordjylland / Value for Money’s testspisninger forgår uanmeldt og gøres økonomisk mulige af revisionsfirmaet Beierholm, SparNord Bank samt – fra denne sæson også – af HKI Ost, den største leverandør af udenlandske kvalitetsoste til den danske restaurations- og kantinebranche.

Sæsonens vinder hyldes i øvrigt afsluttende på Den Danske Spiseguides årlige galla i oktober, hvis redaktør Bent Christensen, supplerer juryen til finalen forinden. Ligesom restauratør Kristian Rise fra seneste sæsons vinder, Vendia Brasserie, også gør det. I 2022 var det Restaurant Alimentum, der vandt Bedst i Nordjylland. Og i 2021 HimmerRiget.

De 58* nordjyske kvalitetsrestauranter som er fundet værdige til 2024-sæsonen af konkurrencen, er i tilfældig rækkefølge på denne bruttoliste fra nord til syd:

Nord (og vest):  1. Okê, Skagen, 2. Brøndums, Skagen 3. Håkon, Skagen, 4. Hotel Nor, Slettestrand, 5. Rartsted, Løkken 6. Vesterøl, Læsø, 7. Villa Vest, Lønstrup, 8. Svinkløv Badehotel, 9. Abstrakt, Hirtshals, 10. Strandhotellet Blokhus, 11. Plesner badehotel, Skagen, 12. Sted 1, Frederikshavn, 13. Blink – Det Grå Fyr, Skagen, 14. 2 takt, Frederikshavn, 15. De 2 Have, Skagen, 16. Raalingen, Hou 17. Klitrosen, Slettestrand, 18. Hanstholm Madbar, 19. Juliette Bistro, Klitmøller, 20. Restaurant Bryggen, Thisted, 21. Restaurant Vandret, Løkken, 22. Hotel Thinggaard, Hurup, Frk. Madsen Spisehus, Sæby, 24. NerD, Frederikshavn, 25. V-Hav, Tranum 26. Hjorths Hotel, Kandestederne, 27. Hotel Viking, Sæby, 28. Restaurant Sæson, Frederikshavn, 29. Restaurant Konkret, Hjørring, 30. Glashuset, Lønstrup, 32. Bastardo, Hjørring.

Aalborg: 33. Bühlmanns, Aalborg, 34. Textur, Aalborg, 35. Fusion, Aalborg, 36. Rositas, Aalborg, 37. Tabu, Aalborg, 38. Applaus, Aalborg, 39. Dejavu, Aalborg, 40. La Locanda, Aalborg, 41. Nam, Aalborg, 42. Emil, Aalborg, 43. San Giovanni, Aalborg, 44. Restaurant Mapak, Aalborg, 45. Restaurant Hjemve, Aalborg , 46. Princes Juliane, Aalborg, 47. Struktur, Aalborg, 48. Mortens Kro, 49. Bistro 59, 50. Alimentum 51. Fauna Spisebaren,

Syd: 52. Hotel Bramslevgaard, Hobro 53. HimmerRiget, Gatten, 54. Uafhængig, Hobro, 55. Bistro nr. 1, Nykøbing M, 56. Næsbydale Badehotel, Løgstør, 57. Kanalfogedens Køkken, Løgstør, 58. Rold Storkro, Skørping.

*Som sidste sæsons vinder, deltager Vendia Brasserie ikke i denne sæson.

Del artikel