Husk dit jernrør: I aften vises “Terkel i Knibe” til gratis sommerbio
I aften kl. 20.00 byder Aalborg City på en særlig sommerbio-oplevelse på Gammeltorv, hvor kultklassikeren “Terkel i Knibe” vises under åben himmel.
Vejrudsigten lover solskin og behagelige 17 grader, så det er den perfekte anledning til at nyde en sommeraften med film og hygge.
Nordisk Film Biografer Aalborg Kennedy sørger for, at der ikke mangler noget til filmen.
Der vil være et bredt udvalg af snacks til gode priser, så du kan nyde kolde drikke, slik og lækre biografpopcorn, mens du ser filmen.
Husk, at du er velkommen til at medbringe et tæppe, en festivalstol eller andet at sidde på.
En vaskeægte klassiker
“Terkel i Knibe” er en dansk animationsfilm fra 2004, instrueret af Stefan Fjeldmark og skrevet af Anders Matthesen og Mette Heeno. Filmen følger drengen Terkel, der står over for mobning og andre udfordringer i skolen.
Filmen, kendt for sin kontroversielle humor og satiriske tone, har modtaget flere priser og er en publikumsfavorit.
Sommerbio-programmet fortsætter med “Druk” på torsdag og “Far til Fire og Vikingerne” på lørdag.