Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter 16 år i midtbyen: En af Aalborgs mest populære butikker lukker

Af Nathalia Hentze Nielsen

November starter desværre på en sørgelig note i Aalborg.

En af byens mest populære tøjbutikker, Huset Pico, har nemlig netop meldt ud, at de lukker butikken i Slotsgade permanent.

I et opslag på Facebook skriver butiksindehaver og den administrerende direktør Michael Nygaard Johansen, at han efter 16 år har valgt at opsige sin stilling og sælge sine aktier i virksomheden til sin kompagnon.

“Beslutningen har uden tvivl været en af de sværeste i mit liv, fordi jeg har været glad og stolt over at stå i spidsen for Huset Pico sammen med mit fantastiske og dygtige team.

Men sommetider er man nødt til at stoppe op og mærke efter – er det stadig drømmen at drive butik?

Eller vil jeg noget andet med mit liv?

Efter mange svære overvejelser er jeg kommet frem til, at tiden er inde til, at jeg skal noget nyt med mit arbejdsliv – og forhåbentligt få lidt mere tid sammen med min familie,” skriver han og slutter af med at takke alle sine kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere samt kompagnon.

Stort ophørsudsalg

Da Michaels kompagnon ikke ønsker at drive Huset Pico videre, er det et faktum at butikken lukker.

Før der lukkes og slukkes endeligt afholdes der er stort ophørsudsalg, hvor du kan få 30-70 procent rabat på alle varer i butikken – inklusiv nyheder.

Ophørsudsalget starter i morgen, torsdag den 2. november klokken 10.00.

Huset Pico var senest nomineret til Årets Butik til Aalborg Awards 2023; en nominering der er baseret på aalborgensernes stemmer.

Butikken har blandt andet været kendt for et højt serviceniveau fra personalet samt lækre mærker i lokalerne i Slotsgade.

Det er derfor uden tvivl en tøjbutik, der kommer til at blive savnet i bybilledet.

Del artikel