Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Brug for masser af hundelorte: Nu kaldes hundeejere til Egholm

Af Emil Kjær Jørgensen

Hunde skal jage ynglende oddere fra Egholm for at sikre motorvej …

Ja, det lyder næsten som starten på en halvsløj B-film.

Men i bestræbelserne på at gennemføre planerne om en ny motorvej vest om Aalborg og over Egholm vil myndighederne tage nogle ret utraditionelle metoder i brug.

Ifølge det fremlagte forslag til anlægsloven til den nye motorvej skal de fredede odderfamilier på Egholm og ved Lindholm Å skræmmes væk af hunde og lyden af rovdyr som odderen er bange for.

Det er en strategi, som ikke falder i god jord hos Formænd for Borgerbevægelsen, Egholms Venner og Danmarks Naturfredningsforening (DN).

Det skriver Borgerbevægelsen i en pressemeddelelse.

Sådan skal det fungere i praksis

Forstyrrelserne skal sættes ind i maj og ”seneste en uge inden anlægsarbejdets start skal der på digerne i området hver dag derfor luftes hunde, der gerne skal afgive afføring og urin i området”, står der i oplæg til anlægslov og i miljøkonsekvensrapporten for 2023.

Samtidig er det planen, at arbejdsområder nord for det potentielle yngleområde kan etableres i ugen op til anlægsarbejdet. Det vil afgive støj og skræmme odderne yderligere.

”Støjen skal i denne periode også foregå aften og morgen. Endelig skal der afspilles lyde hen over natten. Forstyrrelserne vil dermed skræmme odder væk fra området, inden anlægsarbejdet igangsættes”, skriver myndighederne i forslaget til ny anlægslov.

“Uhørt strategi,” udtaler Thorkild Kjeldsen, formand for Regionssamarbejdet i Nordjylland for Danmarks Naturfredningsforening

Han finder ligeledes forslaget om at opsætte finmasket hegn mellem anlægsområdet og de omkringliggende naturområder for at undgå tilfældig indvandring af arter til anlægsområdet helt vildt.

“At man vil hegne øen ind, lyder helt vildt og vil ikke bare være en barriere for dyr i området, men vil også indskrænke dyrenes forplantning og forhindre genudveksling,” siger han og pointerer, at Danmarks Naturfredningsforening er i gang med at udarbejde høringssvar mod motovejsplanerne.

Kan overtræde EU-reglerne

Også formand for Borgerbevægelsen, advokat Louise Faber, finder fremgangsmåden uansvarlig.

“Det er nemlig ikke kun odderens ynglested, der er strengt beskyttet af EU-regler. Det er også forbudt at forstyrre odderen forsætligt, altså med vilje,” siger Louise Faber.

Naturvejleder Esben Buch kalder forslaget ”dyrplageri af værste skuffe”.

“Odderen er en Bilag IV art og rødlistet som sårbart art. Odderen kan yngle året rundt, det er et fuldstændig absurd forslag,” siger Esben Buch, der blandt andet har taget kontakt til Dyrenes Beskyttelse.

“Det har jeg gjort, fordi gennemføres tiltaget, må det være en overtrædelse af både dyreværnsloven og af de dyreetiske regler,” fastslår han.

Del artikel