Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hoteller og gourmet: Bühlmann-parret er med til at løfte Aalborg

Af Michael Qureshi
Bühlmann-parret Anemette og Danni skal stå for det nye superhotel i Aalborg
Bühlmann-parret Anemette og Danni skal stå for det nye superhotel i Aalborg

I et hus tilstødende det skønne Scheelsminde Hotel bor Alosia Jensen på 92 år.

Her har hun boet siden 60’erne, hvor hun sammen med sin mand Hugo Jensen overtog det der i dag er Scheelsminde.

Fra huset kan hun betragte, hvordan glade gæster dagligt forlader det historiske hotel i Aalborg.

Hun kan se det ekstra liv, som top gourmet-restauranten Bühlmann har skabt omkring Scheelsminde om aftenerne.

Hun kan med ro i sindet konstatere, at familieforretningerne lever i bedste velgående. Ja, faktisk bedre end nogensinde før.

Det skyldes i høj grad parret Anemette og Danni Bühlmann. Anemette er barnebarn til Alosia, og er vokset op med Scheelsminde som sit barndomshjem.

Men det er ikke bare nok at have en virksomhed helt inde på livet. Man er nødt til at vide, hvordan man driver en forretning.

Anemette og Danni har været en stærk kombination, der ikke bare har drevet familieforretningen videre. De har skabt et mindre imperium i Aalborg.

Under deres paraply har de i dag Hotel Scheelsminde, gourmet-restauranten Bühlmann, Airport Hotel, Hjorths Badehotel, Victors Madhus og Nørre Vosborg hotel i Holstebro.

Victors Aalborg
Udsigten fra Victors Madhus på Nørresundby-siden

I sidste uge offentliggjorde AaB så, at Victors Køkken fremadrettet leverer leverer al mad til konferencer, arrangementer, kantiner og sportsevents. En stærk aftale for begge parter.

”Siden Danni og jeg blev indsat som direktør-par herude, så har vi hele tiden gerne ville noget mere end Scheelsminde. Jeg er selv vokset op med, at mine forældre var meget afhængige af Scheelsminde, og det ønskede vi ikke, at vi skulle være.



Vores strategi har været at have flere hoteller og vækste på den måde. Vi ønskede at have flere ben at stå på inden for både hotel- og gastronomi,” fortæller Anemette Bühlmann.

Vi har sat os i et lækkert mødelokale med en smuk udsigt over parken på Scheelsminde Hotel.

Scheelsminde Aalborg
Hotel Scheelsminde

Der er sådan en helt speciel kemi mellem Anemette (34 år) og Danni (38 år). De er meget afstemt med hinanden, og supplerer hinanden godt i samtalen.

”Mange kan godt spørge os, om vi ikke bliver trætte af hinanden, når vi ser hinanden både på job og derhjemme. Men det er ikke bare et job for os. Det er en livsstil, og det hele flyder i et. Vi behøver ikke at have regler om at tale om andet, for det her er vores liv.

Vores børn bor jo her på Scheelsminde med os, og dermed er det lige så meget en del af deres liv,” forklarer Anemette Bühlmann.

Der er ingen tvivl om, at de er begge ildsjæle, og bliver endnu stærkere som par.

”Vi har hver vores kompetencer, og det gør os gode sammen. Men selvfølgelig fylder forretningerne meget i vores liv. Vi joker med, at vores venner skændes om vasketøjet, og vi diskuterer vores forretninger,” forklarer Danni Bühlmann.

Anemettes far er Peter Christian Jensen, der tidligere drev Scheelsminde, og nu står i spidsen for velrenommerede Ruths Hotel i Skagen.

”Anemettes bror har seks børn. Så Peter plejer at sige i sjov, at hans søn samler på cpr-numre, og hans datter samler cvr-numre,” siger Danni og smiler bredt.

Bühlmann Aalborg

Aalborg-parret har selv Isabella på ni år og Victor på otte år.

For Bühlmann-parret har der de seneste år været sat flere spændende skibe i søen. Lufthavnshotellet i Aalborg, Victors Madhus i Nørresundby og gourmet-satsningen med Bühlmann.

Aalborg Bühlmann
Gourmet-teamet i fuld sving på Restaurant Bühlmann i Aalborg

Man kan sige, at alle tre projekter har været succesfulde. Men det har krævet hårdt arbejde at skabe succes med projekterne.

”Jeg vil gerne indrømme, at vi havde lidt ondt i maven, da vi havde skrevet under på Airport hotellet.  Vores bekymring var, at Aalborg by lå så tæt på lufthavnen, så det var et kæmpe sats. Flere spurgte os, om vi var helt raske oveni hovedet. Men vi har en rigtig høj belægningsprocent.

Det der måske har overrasket os mest er, at det er forretningsmanden, der er den primære gæst på det hotel. De kommer ud af lufthavnen, smider tasken, tager ind til byen og spiser og så ud og overnatter. Vi troede, vi skulle leve af leisure-gæster,” forklarer Danni Bühlmann.

Victors Madhus er blevet det bedste spisested i Nørresundby, hvor mange fra Aalborg hver uge tager turen over broen for at spise der. Spisestedet har blandt andet over 10.000 Facebook-følgere.

Restaurant Bühlmann var et prestigeprojekt. Et forsøg på at øge niveauet på gastronomien i Aalborg og Nordjylland.

”Vi har været gode og heldige til at se, hvor branchen og kulturen drejer hen. Vi forudså, at folk ville begynde at spise mere ude og efterspørge højere kvalitet. Vi ønskede at have en position på markedet, som dengang Anemettes farfar havde det.

Dengang var det en af Aalborgs bedste restauranter. Vi har fået en rigtig god start med restauranten, blandt andet tre stjerner i Den Danske Spiseguide. Men vi er næsten ikke engang begyndt vores rejse med Bühlmann. Der er langt større potentiale der,” forklarer Danni.

Scheelsminde Aalborg

Han var Food & Beverage chef på Scheelsminde, da han og Anemette blev et par. Hun var nærmest med egne ord flygtet nogle år tidligere væk fra de trygge omgivelser i Aalborg.

”Jeg havde ikke den store lyst til, at min fremtid allerede var fastlåst allerede som teenager. Efter gymnasiet rejste jeg både til Schweiz og Australien, hvor jeg tog en uddannelse i hotelmanagement.

Da jeg kom hjem arbejdede jeg i receptionen på Scheelminde, hvor jeg så mødte Danni. Men selv da vi blev kærester, så var jeg ikke færdig med at rejse. Vi tog til Singapore, hvor vi arbejdede sammen på et femstjernet hotel,” forklarer Anemette.

En graviditet ændrede dog kursen på deres liv, hvor de igen havnede i Aalborg.

”I Singapore har man 14 dages barsel, så det fik os da til at søge hjemad igen. På samme tidspunkt ønskede mine forældre et generationsskifte. Så takkede vi ja, og har aldrig fortrudt, at vi tog chancen.

Vi har fået bygget noget spændende op, men vi havde ikke været her uden et fantastisk personale. For os har de mange forskellige projekter også gjort, at vi har formået at holde på vores medarbejdere i længere tid, fordi vi så har kunne holde dem motiveret ved at rykke dem lidt rundt,” fortæller Anemette.

Selv om alle dele af Bühlmann-paraplyen er vigtige, så er det Scheelsminde, der er det centrale i forretningen.

”Der stilles større krav til denne virksomhed, fordi den har historikken i det. Man vil ikke såre sine forældre og bedsteforældre, som har skabt det her. For os er det utrolig ærefuldt at drive Scheelsminde og tage det videre,” forklarer Anemette Bühlmann og smiler ved tanken om, at hendes farmor stadig spiller en rolle i deres dagligdag.

Hotel Scheelsminde er blandt de steder, der har en af byens bedste nytårsfester

Aalborgs bedste nytårsfester: Disse restauranter giver dig en fantastisk aften

Nytår Aalborg

Del artikel