Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Legendarisk sted genåbner: Holles Vinstue er tilbage med klassiske danske retter

Af Nathalia Hentze Nielsen

På lørdag den 27. april slår Holles Vinstue dørene op på ny og inviterer til reception fra kl. 11.00 til 14.00 på Algade 57 for at fejre deres genåbning.

Til rytmerne fra et lokalt jazzband vil der først serveres vin og hjemmelavet smørrebrød, før der sluttes af med kaffe og kransekage i de nyrenoverede lokaler.

Vinstuen, der har mere end 57 år på bagen, er i de sidste to år gået under navnet Restaurant D’Wine, men nu er spisestedet vendt tilbage til sine originale rødder.

Kvinden bag Holles genoplivning er den erhvervsdrivende Charlotte Koch, som ejer familiebutikken Caboon på den anden side af Algade.

Charlotte var selv fast gæst hos Holles over årene og mindes ømt deres ribbensteg – som selvfølgelig vender tilbage sammen med andre danske klassikere som marineret sild, stjerneskud, pariserbøf, æggekage og stegt flæsk.

I det hele taget bliver fokus på den danske mad, vi alle kender og elsker.

Legendarisk sted genåbner: Holles Vinstue er tilbage med klassiske danske retter

Ny vin på gamle flasker

Bardisken er blevet udskiftet med en skinnende blank kobberplade, og et nyt plankebord pryder stedets ”hyggekrog”, men ellers er tingene som de plejer hos Holles.

Charlotte Koch slår fast, at hun kommer til at genoplive det gamle Holles, som stamkunderne kender det.

”Vi kommer til at holde stedet i samme stil som før i så høj grad som muligt.

Vi har allerede haft nogle tidligere kunder inde, som sagde ’Åh det ligner Holles’. Det er det, vi går efter,” fortæller Charlotte Koch.

Stamkunder vil også kunne spotte et kendt ansigt fra tid til anden.

Den tidligere ejer, Hanne Esko Bach, vender tilbage som gæstebartender, og da MigogAalborg besøger Holles, står de to kvinder da også side om side bag baren for at få det sidste på plads.

Hanne Esko Bach købte Holles i 1991 og nåede at fejre 25-års jubilæum inden hun solgte til Kristian Ishøy, der driver vinhandlen D’Wine lige over for.

Legendarisk sted genåbner: Holles Vinstue er tilbage med klassiske danske retter

Hjemmelavet dansk mad

Men det er nu slut med den spanske mad, og menukortet lyder udelukkende på danske klassikere, kokkereret af lokale råvarer.

”Alt på menuen fra rugbrød til ristede løg og pålæg er hjemmelavet, ” slår Charlotte Koch fast og fremhæver særligt deres kommende fredagstilbud.

Holles fredagsbræt kommer til at bestå af fire valgfrie glas (øl eller vin) og fire smørbrødsstykker til 199kr. Bliver smørrebrødet en lidt for stor mundfuld, kan man også vælge brættet med fire valgfrie glas og snacks til 199kr.

Kan du slet ikke vente til lørdag med at nyde et stykke smørrebrød, er der allerede snigpremiere på fredag den 26. april fra kl. 12.00 til 20.00.

Del artikel

Andre læser også