Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor tilfredshed: Højt besøgstal sikrer millionoverskud i Fårup Sommerland

Af Nathalia Hentze Nielsen
Fårupsommerland
Fårupsommerland

Sommeren 2023 var våd.

Faktisk var det den vådeste juli nogensinde målt i Danmark.

På trods af det kunne Fårup Sommerland sidste år byde det næsthøjeste antal gæster velkommen i forlystelsesparkens historie.

Det høje antal besøgende er derfor også medvirkende til, at Fårup Sommerland realiserer et tilfredsstillende 2023-regnskab med et overskud på 11,5 mio. kr. efter skat, skriver de i en pressemeddelelse.

Og nu kan forlystelsesparken og de mange besøgende se frem mod en ny sæson med en stor opgradering af Danmarks i forvejen største vandland i vente.

Udfordrende juli

Selvom Fårup Sommerlands omsætning på 173 mio. kr. i 2023 er en mindre tilbagegang sammenlignet med 2022, hvor forlystelsesparken oplevede det højeste antal besøgende nogensinde med hele 768.683 gæster, er både bestyrelse og ledelse tilfredse med resultatet og sæsonen som helhed.

“Vi er tilfredse med den udvikling, vi ser i forretningen, og vi glæder os samtidig over, at de investeringer, der er foretaget i parken de seneste år, fortsat udgør det store trækplaster, som vi havde håbet på.

De mange besøgende afspejler sig også direkte i årets resultat, hvilket vi glæder os over.

Samtidig noterer vi os, at en udfordrende juli måned med store mængder nedbør og generelt færre norske turister i Danmark også sætter sit præg på regnskabet, når vi sammenligner med foregående år,” udtaler Ole Mølgaard, bestyrelsesformand i Fårup Sommerland.

Stor opbakning blandt trofaste besøgende

Udover et højt antal besøgende oplever Fårup Sommerland fortsat stor interesse for at bo på Hotel Fårup, hvor parken ser støt stigende bookingtal. D

Det samme gælder interessen for at bo på Fårup Camping, som Fårup Sommerland overtog forud for 2023-sæsonen og siden har omdøbt til Skovbrynet.

“Set i lyset af den regnfulde sommer er vi glade for den store opbakning, vi igen i 2023 har oplevet blandt vores trofaste besøgende.

Udover at opnå det næsthøjeste antal gæster i Fårups historie, kun overgået af 2022, hvor vi slog alle rekorder, har vi samtidig opnået den højeste gæstetilfredshed nogensinde målt i parken.

Det kalder derfor endnu en gang på en stor tak til det samlede hold af både sæsonansatte og fastansatte for en meget stærk indsats i det forgangne år,” siger Niels Jørgen Jensen, adm. direktør i Fårup Sommerland.

Stor opgradering af Aquaparken venter

Fårup Sommerland indleder 2024-sæsonen den 26. april, og den helt store nyhed til den kommende sæson er en gennemgribende renovering og opgradering af Aquaparken, der vil fremstå i en helt ny udgave.

Aquaparken i Fårup Sommerland er i forvejen Danmarks største vandland, og fra den nye sæson vil Aquaparken bl.a. også rumme Danmarks to højeste og længste vandrutsjebaner, et helt nyt børnevandland og en række andre opdaterede faciliteter, der bl.a. også omfatter etablering af nyt varmeanlæg.

Foruden investering i vandland investeres der også i udvidelser og opgraderinger på campingpladsen Skovbrynet. I alt forventer Fårup Sommerland at investere i omegnen af 45 mio. kroner til sæsonen 2024.

“Det udgør en hjørnesten i vores strategi, at vi geninvesterer vores overskud i parken og dermed gør oplevelsen i Fårup Sommerland endnu bedre for vores mange besøgende.

Opgraderingen af vores vandland bliver den største investering og renovering i Aquaparken siden indvielsen i 1989.

Med tilføjelsen af Danmarks to største vandrutsjebaner, nyt børneområde og en generel opgradering over hele linjen tillader vi os at tro på en ny god sæson i 2024,” lyder det fra Niels Jørgen Jensen.

Parken har første åbningsdag d. 26. april, og forventningen er, at Fårup Sommerland er klar til at slå dørene op til de store nyheder i Aquaparken d. 1. juni 2024.

Del artikel

Andre læser også