Smitte presser personalet: Aalborg Universitetshospital hjemsender 47 medarbejdere

Corona-epidemien rammer hårdt rundt omkring i samfundet.
Det gælder på Aalborg Universitetshospital, hvor man grundet smitte blandt flere patienter har været nødt til at hjemsende op til 47 ansatte. Det skriver TV2 Nord.
Man har konstateret Corona hos patienter på flere afdelinger, og det presser resten af personalet, når deres kolleger skal i isolation.
“Disse smitteudbrud er belastende, fordi de indebærer, at vi skal hjemsende personale som nære kontakter, og nogle af dem bliver desværre syge.
Ved hjemsendelse og sygdom mangler vi jo vores personale på hospitalet. Og hver gang skal puslespillet lægges på ny, for det indebærer, at vi skal overflytte patienter til andre afdelinger.
Det sker selvfølgelig altid ud fra et patientsikkert hensyn,” lyder det fra lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt i et skriftligt svar til TV2 Nord.
Positivprocent på under 1
Tallene helt generelt i samfundet er dog faldende, og der er trods alt positive tendenser at spore.
I løbet af det seneste døgn er 773 personer testet positiv med coronavirus.
Det viser dagens opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).
Der er taget 115.927 prøver. Dermed er der en positivprocent på 0,67. Det samme som torsdag.
Antallet af indlagte er uændret siden torsdag, og der er derfor stadig 745 indlagte. Antallet af indlagte på intensiv er dog faldet med seks personer, så der nu er 130, der modtager intensiv behandling. 87 af dem ligger i respirator.
Lokalt er incidenstallet i Aalborg på 174. Tallet dækker over antal smittede per 100.000 indbyggere de seneste 7 døgn.
Tallet i Aalborg har været langt over 200 i december.