Gratis is til aalborgenserne: Hjem-IS inviterer til særligt arrangement

Hvis du kan høre isklokken for dit indre øre allerede nu, er der god grund til det.
I dag, søndag den 26. april 2026 inviterer Hjem-IS i Aalborg nemlig til Åbent Hus på Tarmvej 6, hvor der er lagt op til en formiddag med rundtur i den kæmpestore fryser, gratis smagsprøver på årets isnyheder, konkurrencer og masser af nostalgi.
Det hele finder sted fra kl. 9.30 til 12.30, og arrangementet plejer at tiltrække både børnefamilier, is-entusiaster og alle os andre, der er vokset op med lyden af den velkendte isklokke i villakvartererne.
Rundtur i fryseren og ikonisk isklokke
Til Åbent Hus får de besøgende mulighed for at komme helt med bag kulissen i Hjem-IS’ depot.
Her kan man blandt andet komme med ind i den store fryser, hvor isene opbevares, og børnene kan prøve kræfter med den ikoniske Hjem-IS-klokke og få et personligt klokkekort med hjem som minde.
Der er også mulighed for at høre mere om, hvordan det er at arbejde hos Hjem-IS og køre rundt i de himmelblå isbiler, som mange aalborgensere forbinder med barndomssomre og is på fortovet.

“Vores Åbent Hus-arrangement er en populær begivenhed, hvor folk kan tilbringe et par sjove og hyggelige timer med familie og venner.
Både børn og voksne er vilde med at ringe med Hjem-IS-bilens klokke og få et sjældent kig bag kulissen, når vi inviterer på rundvisning i de store frysere.
De gratis is vækker også altid begejstring, og vi glæder os til at slå dørene op til endnu en travl og festlig dag,” siger Kirsten Ægidius, administrerende direktør for Hjem-IS.
Gratis smagsprøver på årets isnyheder
Ingen Hjem-IS-dag uden is. Og der bliver nok at smage på.
Traditionen tro disker Hjem-IS op med gratis smagsprøver på sæsonens nyheder.
De isglade kan blandt andet se frem til:
- Cremede klassikere som Alletiders Nougatpind og Marcipanstang
- Den nye vaffelis Jordbærdrøm med flødeis med vaniljesmag og jordbærsauce
- Tuborg Squash Appelsin, en luftig limonadeis med appelsinovertræk og smag af den ikoniske sodavand
- Barbie-is, en flødeis med pink ananassmag, hindbærknas og hindbærovertræk
- Hot Wheels Monster truck-is, en syrlig limonadeis med æblesmag og surt krymmel i midten
Der bliver med andre ord rig mulighed for at finde en ny favorit, inden isbilen for alvor ruller sommeren i gang.
Vind et års forbrug af is
Som ekstra trækplaster kan besøgende også deltage i konkurrencer om et års forbrug af is.
Samtidig lover Hjem-IS gode tilbud i løbet af dagen, så fryseren derhjemme kan blive fyldt op til fornuftige priser.
Arrangementet er åbent for alle, og der er fri entré.